Atterupgaards Orthilia tilbage til Danmark

02-02-2017 19:26

OL-sølvvinderen, Atterupgaards Orthilia, er solgt til den danske landsholdsrytter Agnete Kirk Thinggaard

Copyright Ridehesten.com
Agnete Kirk Thinggaard ved OL 2016 i Rio de Janeiro.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danske landsholdsrytter og OL-deltager, Agnete Kirk Thinggaard, har købt den 12-årige hoppe Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschalg (opdr. Atterupgaard) af engelske Fiona Bigwood, der var med til at vinde OL-holdsølv i Rio. 

Den danskavlede oldenburgerhoppe  blev i efteråret 2013 solgt af opdrætteren til det dansk/engelske OL-dressurrytterpar, Anders Dahl og Fiona Bigwood, og i efteråret 2014 debuterede Fiona Bigwood hoppen i international Grand Prix med sejr til følge, og siden da har ekvipagen gået fra den ene imponerende, internationale topplacering til den næste.

Ved OL 2016 i Rio de Janeiro, hvor både Fiona og Anders deltog, blev Othilia og Fiona nr. 8 i Grand Prixen og gik hele vejen til Grand Prix Kür. Efter OL rangerede hoppen som nr. 18 på verdensranglisten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Midt under sin internationale dressurkarriere blev Orthilia i foråret 2016 mor til et smukt, rødt hoppeføl efter den franskejede KWPN-hingst Don Juan de Hus e. Jazz/ Krack C.

Fiona og Anders, der er forældre til tre små skolebørn, har for tiden meget at se til, da de sidst på året i 2016 solgte deres ejendom og købte et nyt byggeprojekt. Salget har været en hård beslutning for Fiona, men det er med glæde, at hun giver tøjlerne videre til en rytter, der har talentet til at bringe Orthilia videre.

Med Atterupgaards Orthilia i stalden på Julianelyst står Agnete Kirk Thinggaard med en meget stærk kollektion af Grand Prix-heste. Hun har i forvejen den 14-årige vallak Jojo AZ e. Ginus/ Justboy og den 12-årige vallak Cassio e. Conteur/ Calato, og erhvervede sig i efteråret lilleturshesten Zick Flower e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Andreas Gregersen), der også forventes at være Grand Prix-klar i 2017.

Copyright Ridehesten.com
Fiona Bigwood og Atterupgaards Orthilia ved OL 2016 i Rio de Janeiro.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner