Rebecca Sofie Larsen
Øgning skråt igennem, vend op ad midterlinjen, se hen mod næste spring, - ja det er måske ikke det sværeste for langt de fleste ryttere, men for mig er det. For mig er hver form for ridning en daglig udfordring. Jeg er nødt til konstant at ride på fornemmelsen og tilliden til min hest er altafgørende, fortæller Ridehesten Juniors nye blogger Rebecca Sofie Larsen
Jeg blev født med en ondartet tumor i nethinden i øjnene, - også kaldet Retino Blastrom, som er en sjælden, arvelig form for kræft, der typisk rammer børn i de første leveår. Jeg er i dag helt fri for kræft, men de mange behandlinger med både kemo– og stråleterapi har sat sine spor på min krop, og jeg lever i dag med et meget nedsat syn og med et ansigt ,der ser ”lidt” anderledes ud end ”normalt”, grundet manglende knoglevækst i dele af mit ansigt.
Det at jeg ikke ser særlig godt, betyder at jeg som rytter er nødt til at bruge andre sanser, og jeg er nødt til at kunne stole på at give hesten det ekstra ansvar, en ”normal” hest ikke har på samme måde. Selvfølgelig kan jeg overordnet godt se, hvor jeg rider henne, og det er ansvarligt for både mig og andre ryttere i nærheden, men når jeg for eksempel rider rundt på dressurbanen, kan jeg modsat mange andre, ikke se dressurbogstaverne før jeg er meget tæt på, og jeg må derfor ride på fornemmelsen. Dette kan måske lyde lidt mærkeligt for nogen, men det er noget, som jeg har lært mig selv igennem årene. Jeg har ligesom lært ca. hvor hvert enkelt bogstav er. Også i spring har jeg nogle udfordringer med at læse afstanden, og her er jeg også afhængig af at min hest hjælper mig med at finde afstanden.
Nogle spørger måske, hvorfor jeg overhovedet begyndte at ride ,når jeg nu har det handicap, som jeg har? Og hvorfor jeg også absolut skulle kaste mig ud i de mest vilde dele af ridesporten? For selvom jeg elsker dressur, har jeg siden jeg var ret lille, også haft en stor kærlighed til både spring og galopløb. Ridning og heste har været en stor del af min barndom, da min familie altid har været totalt hestetosser. Jeg begyndte allerede at ride, før nogen vidste, hvor dårligt jeg egentlig så. Og ja jeg vidste jo ikke, at jeg så dårligere end andre, for det var der ikke nogen, der havde fortalt mig.
Jeg levede et fuldstændigt normalt liv, og det var først, da jeg blev ældre at man fandt ud af, hvor dårligt jeg egentlig så, men det holdt ikke mig tilbage.
Jeg skulle springe, ride stærkt og ville da også have rideskolens frækkeste heste. Senere fik jeg min egen pony, og det var der det hele for alvor startede.
Jeg begyndte at blive god til det der springhalløj, men det var ikke nok til mig. Jeg ville ride stærkt, og en dag besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg ride galopløb, hvilket betød at mine forældre ikke blot skulle døje med at se mig i aktion til diverse springstævner, men nu også måtte døje med at se mig give den gas på galopanen.
Senere begyndte jeg at få flair for dressuren, og det var især med hesten Cedric, at jeg for alvor fik sat gang i dressuren.
Cedric var en ældre og erfaren dressurhest, der lærte mig størstedelen af alt det, jeg kan inden for dressuren i dag. Vi vandt adskillige stævner sammen, og nåede at starte til og med LA4, før han måtte bukke under for sin alder og de skavanker, der medfølger. Vi måtte i september sidste år tage afsked med hinanden. Kort tid efter Cedrics død, dukkede der et unikt tilbud op.
Det var min træner der kontaktede mig og sagde, at hun lige havde fået en hest ind, som kunne være lige noget for mig. Det var en ung vallak som i den grad var langt fra ,hvad jeg var vandt til, men jeg har altid troet på det bedste i både mennesker og dyr, og jeg er af person tålmodig og stædig - netop dette havde denne skønne vallak brug for.
Armantic var en chance, jeg ikke ville få igen, og i december sidste år blev han min. Armantic har modsat de andre heste og ponyer jeg har haft, været min største udfordring. Jeg havde i begyndelsen rigtigt svært ved at læse og forstå ham, og hans måde at kommunikere til mig på. Han var meget voldsom i sin adfærd, og det gjorde mig usikker, men jeg var stædig. Jeg ville have, at min hest skulle være sund og glad, så jeg lovede mig selv ikke at give op.
I dag har jeg en helt anden hest, som jeg tør at give det ekstra ansvar, som jeg har brug for, og en hest som bare gør hvad han kan for mig. Og selvom der er dage med mindre gode ture, så ved jeg at jeg har en hest, der elsker at lære sammen med mig, og vi kan allerede påtage os titlen som klubmester i dressur 2017 og nu også klubmester i spring 2018, hvilket jeg er mere end taknemmelig for.
Min mor lærte mig engang, at ”hvor der er vilje er der vej”, og dette har jeg bestemt taget til mig. Også mine trænere har haft en stor indflydelse på, hvor jeg er i dag, fordi de ikke har set mit handicap, som en forhindring, men tværtimod givet mig et skub i måsen.
Dette er mit første blogindlæg for Ridehesten Junior, og jeg glæder mig til fremover at kunne gå mere i dybden med min hverdag med hestene.
