Annika Knudsen Lorentsen
I går blev de delt 3'er og i dag blev tredjepladserne byttet ud med en delt sejr. For i 5-års kvalifikationen i dag red både Louise Stenvang med Luna Ask e. Favorit Ask/Lambrusco Ask (Stutteri Ask A/S) og Karen Møller Rohde med Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/Tannenhof's Cheenook (Familien Camitz v/Linus Camitz) til hele 8,8. Det rakte til sejren både i den anden kvalifikation og i den samlede stilling, når resultatet fra i dag tillægges resultatet fra i går. Det betyder, at begge disse ekvipager er stensikkert videre til finalen.
Louise Stenvang og Luna Ask har ikke meget stævneerfaring sammen, men hoppen har udviklet sig på rekordtid og har ved dette stævne virkelig imponeret dommerne. Hør hvad Louise havde at sige efter dagens sejr i videoen nederst.
Evolution Ask har ligesom Luna Ask ikke gået stævner som 4-års, som mange af de andre heste i 5-års feltet. Godt guidet af Karen og med rutine fra både Falsterbo Horse Show og UVM på Zangersheide viste han overlegen stil både i går og i dag.
Dommerne, som i dag er Kenneth Ernst og Johnny Hansen, havde også rosende ord til begge vinderheste:
– En utrolig dejlig springhest, som har masser kapacitet og som er rigtig praktisk at ride rundt på, udtalte Johnny om Luna Ask, mens Evolution Ask fik følgende ord med på vejen:
– En hest med en ensartet galop, som er utrolig ridelig og som springer rigtig godt hele vejen rundt.
Begge fik tildelt 8,8 i dagens kvalifikation.
To velspringende heste på tredjepladsen
Tredjepladsen blev ligeledes delt i dagens kvalifikation for 5-års. Her var det både Lars Nørgaard Pedersen med CC United e. Untouchable/Equest Carnute (opdr. Carsten Carstensen) og Rikke Haastrup Kristensen med Can Talk To Me TD e. Catoki/Acorado (opdr. Trine D. Snitgaard Nielsen) der opnåede 8,7.
Med dagens resultat tillagt gårsdagens har Rikke lagt sig i front i den samlede stilling sammen med Louise og Karen, mens Lars er lige efter på en fjerdeplads.
Se det samlede resultat HER. Se resultatet fra dagens kvalifikation HER.
I morgen skal de 20 bedste 5-års dyste i finalen, som igen rides som en stilspringning, men med en omspringning om sejren for de 5 ekvipager, der opnår bedst karakter.