Barnow finaleklar med fem heste

07-10-2023 11:49

Annika Knudsen Lorentsen

Susanne Barnow tager i næste uge til Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinaler i dressur med fem heste. De tre er heste hun har indkøbt som føl, én er indkøbt som 3-års og den sidste rider hun for sin elev, der selv var forhindret i at deltage

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow med Skovdals Dexter. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

På torsdag starter årets Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinaler i dressur hos Blue Hors, og en af de ryttere som får en del at se til, er Susanne Barnow fra Kirstinelund Sportsrideklub. Susanne driver sin egen selvstændige forretning Barnow Dressage, og sammen med sin partner Steffen Kristensen indkøber hun løbende føl for at sikre, at hun har heste, som ikke behøver at have kostet en formue at indkøbe, men som hun selv kan uddanne fra bunden til velfungerende rideheste. 

Ved årets championatsfinaler er Susanne kvalificeret og tilmeldt med fem heste, og de tre af dem er indkøbt som føl, mens én er indkøbt som 3-års. 

– Fire af de heste, jeg skal have med, har vi selv indkøbt. De tre er købt som føl. Den ene på Dansk Varmblods Auktion Nord i Randers, den anden købte vi efter at have set den ved følskue på Mors og den sidste købte vi i en privathandel fra Sønderjylland. Den fjerde, som vi selv har indkøbt, købte vi som 3-års, forklarer Susanne. 

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow med Åtoftens Dancing Memory. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det er den 7-årige Åtoftens Dancing Memory e. Era Dancing Hit/ Benetton Dream (opdr. Annette Bugge og Claus Hansen), som Susanne og Steffen indkøbte halvdelen af, da den var tre. Frem til tidligere i år ejede de ham sammen med avlerne. Han blev her solgt til den talentfulde unge rytter Anna Munkebo, som overtager tøjlerne fra Susanne ved udgangen af dette år. 

Den 4-årige Kjeldgårdens Django e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir (opdr. Jørgen Nielsen), den 4-årige Jack Daniel's ABN e. Jovian/ Weltmeyer (opdr. Anja Nygaard) og den 7-årige Skovdals Dexter e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Romanov (opdr. Bjarne Skovdal), er de heste, som blev indkøbt som føl. 

Den sidste hest, som Susanne skal ride ved finalerne, er den 5-årige EQ Secret Suprise e. Secret/ Gribaldi (opdr. Susanne Oldenborg). Den er ejet af en af Susannes elever, som selv er forhindret i at ride finalerne, og derfor bad Susanne ride mellemrunden og finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow med Jack Daniel's ABN. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Glæder sig til at ride
Susanne Barnow har ofte redet championatsfinalerne, og det er et stævne, som hun nyder at deltage i, og som hun altid glæder sig til.

– Jeg synes, at finalerne er noget specielt. Det er et dejligt sted på Blue Hors, og det er hyggeligt, fordi man møder mange af sine kollegaer, og man har tid til at snakke med dem, forklarer Susanne og fortsætter: 

– Det er samtidig det sidste store stævne inden vinteren for de unge heste, og det er sjovt, at se hvor de ligger henne. De er selvfølgelig stadig unge, og kan være i vækst eller have en dårlig dag, men jeg synes altid, at det er sjovt at ride de unge heste, fordi der sker rigtig meget med dem. Jeg er stolt af, at jeg har fem heste med, og at de fire af dem, er heste, som jeg selv har uddannet helt fra start. Det er vores egne heste, som vi har haft mulighed for at lave fra bunden.

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow med Kejldgårdens Django. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Værd at vente på
Selvom ventetiden kan føles lang, når man indkøber føl, så fortæller Susanne, at det er værd at vente på, og at hun efterhånden har fået opbygget et fundament, så der løbende komme nye heste op og i gang. 

– Det kan godt svare sig at indkøbe føl, og det er værd at vente på, at de bliver voksne. Vi har købt føl op igennem flere år nu, og det betyder også, at de lidt efter lidt bliver rideklar, og der derfor hele tiden kommer nye i gang. De ældste vi har købt er 7 i år, og så har vi nogle 5-, 4-, 3-, 2- og 1-års. Der er selvfølgelig lang ventetid, men hvis man gør det løbende, giver det rigtig god mening. Vi har f.eks. seks 3-års, der lige er blevet redet til, og som nu holder lidt pause inden de for alvor skal i gang. 

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow med EQ Secret Suprise. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

En god opvækst
Ved at indkøbe hestene som føl, har man også mulighed for selv at præge hestens opvækst. En god opvækst er afgørende for en sund hest, fortæller Susanne:

– Jeg glæder mig altid til at komme i gang med den næste årgang. Vores unge heste går på døgnfold med skur indtil de er 3 år, og det giver nogle virkelig sunde heste. Når de begynder at blive redet, kommer de fortsat på fold hver eneste dag. Det er vigtigt, at de lever et normalt hesteliv samtidig med, at de bliver uddannet til gode konkurrenceheste, slutter Susanne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner