Årets talenter tryllede

31-05-2014 16:55

Britt Carlsen

Stald Aabo's Årets Talent blev afviklet blandt fem udtagne pony- og fem udtagne ryttere på hest - og det var klar, at her virkelig var tale om kommende talenter i springsporten

Over vinteren har landstræner Michael Aabo bedømt 135 deltagere på landsplan, og der har været mange talenter iblandt de bedømte, fortæller Michael Aabo, og det har været noget af en opgave for ham, at udpege de ti bedste til at deltage i finalen ved DM-stævnet hos Schou Absolute Horses.

Dommere i finalen var Johnny Hansen og Michael Abo, det var første gang Johnny Hansen så rytterne, og han roste initiativet i høje toner, og netop fokus på rytterens lethed og harmoni med hesten, rytterens balance og lette indvirkning er noget, som han efterlyser bliver en dansk ridestil. - Jo lettere det ser ud, jo flere får vi interesserede i sporten, og samtidig giver det en bedre reklame for springsporten, bemærkede han.
De ti ryttere var alle gode repræsentanter for dette, og de blev bedømt på to baner - en bane hvor der blev lagt vægt på rytterens evne til at kontrollere sin hest og en normal springbane i en sværhedsgrad passende til det niveau som rytteren er kvalificeret til.

Årets Talent blandt ponyrytterne blev 14-årige Alexia Tsangaratos der rider hos Morten Christensen og Bo Bak Andersen. Hun begyndte at ride da hun var 6 år og har ambitioner om at fortsætte karrieren mod DM og international stævnedeltagelse. Hun red ponyen Lucas. Om parret sagde dommerne: Du rider i et godt grundtempo på en velredet pony, som reagerer flot på dine hjælpere. Du rider med en god balance og et super overblik. Du har den pony sikkert mellem schenkel og hånd og red en super flot tur.

Årets Talent blandt rytterne til hest blev 16-årige Melissa Fobian, som træner hos Shane Carey. Melissa begyndte at ride da hun var 4 år og hun red Colette B på 18 år. Om hende sagde dommerne bl.a.: Du rider i en super rytme hele vejen. Du ved hvad du skal gøre på det rigtige tidspunkt for at hjælpe hesten. Du lander let og har hele tiden hesten foran dig, og så bevarer du roen og rider i en særdeles god balance. 

Michael Aabo har oplevet stor opbakning for sponsorer til dette nye koncept. Brogaarden giver et års fodring til den vindende hest. Vinderen får ridetøj fra Animo samt en ridehjelm fra UT Fashion v/Ulrich Trolle og en uges træningsophold hos mig i Tyskland, fortæller han.

Se listen over de deltagende ryttere her

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner