Årets Blue Hors Avler 2017

01-04-2017 18:38
Avl

Spændingen om den eftertragtede og prestigefyldte titel som årets Blue Hors avler er nu slut. Selvom det næppe var helt uventet, var det alligevel en overrasket og glad avler, der modtog den smukke statuette

Copyright Ridehesten.com
Titlen som Årets Blue Hors Avler 2017 tilfaldt ægteparret Tove og Ove Møller Nørgaard i Aulum.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med titlen Årets Blue Hors Avler, der blev indstiftet som en vandrepokal i 2014, følger den meget smukke statuette af hingsten Don Schufro, der første år fik bopæl hos familien Hagedorn Jørgensen på Fyn, dernæst hos familien Bastian i Tyskland og det seneste år hos Joan Andreasen på Djursland. I dag skifter statuetten igen adresse.

Bronzestatuetten, der netop har tilbragt et år på Stutteri UNO på Djursland, forbliver i Danmark og endda i Jylland. Titlen som Årets Blue Hors Avler 2017 tilfalder ægteparret Tove og Ove Møller Nørgaard i Aulum. Tove og Ove, begge 73 år, har avlet heste i over fyrre år og er lige nu også på toppen af deres karriere som hesteavlere. Selvom de igennem tiderne har oplevet meget succes, så har det aldrig været sjovere for dem at være hesteavlere, end det er lige nu.

De har brugt mange af Blue Hors-hingstene, men det er særligt hingsten Zack, der har passet glimrende på Tove og Oves hoppestamme, og blandt de 12 Zack-føl, som de har fået, er der indtil videre kommet to bronzemedaljehopper og intet mindre end fire kårede sønner, hvoraf de tre er kåret i Tyskland. Blandt disse kårede hingste er én præmiehingst i Tyskland, mens to er præmiehingste i Danmark, heriblandt vores store fremtidsstjerne Blue Hors Zackerey, der allerede ved oldenburgerhingstekåringen i Vechta skabte overskrifter, da han var publikums absolutte favorit. Igen ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i år strålede han i holdet af de fem dressurbetonede præmiehingste.

Copyright Ridehesten.com
Parret har bl.a. avlet den nykårrede præmiehingst Blue Hors Zackerey e. Blue Hors Zack.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tove og Ove har ikke blot været faste kunder hos Blue Hors igennem mange år, men i flere år har også næsten været fast inventar i manegen ved Blue Hors’ avlerpræmiering, da de hvert år er blevet hædret for medaljehopper og/eller kårede hingste. I år tilfalder der dem den særlige hæder at blive udnævnt som Årets Blue Hors Avler. Det sker bl.a. på baggrund af følgende resultater:

  • Overgaard’s Zacksu - Præmiehingst i Dansk Varmblod i 2012
  • Overgaard’s Zappa - Bronzemedaljehoppe i Dansk Varmblod i 2014
  • Overgaard’s Col’on - Bronzemedaljehoppe i Dansk Varmblod i 2015
  • Overgaard’s Zackman - Præmiehingst og dyreste auktionshest i Sydtyskland i 2016
  • Overgaard’s Zackerey - Kåret hingst i Oldenburg i 2016
  • Overgaard’s Za Rak - Kåret hingst i Sydtyskland i 2017
  • Blue Hors Zackerey - Præmiehingst i Dansk Varmblod i 2017

Disse succesfulde afkom efter Blue Hors Zack er trukket på én hoppe og dens to døtre –Padame e. Solos Carex og døtrene Derripa e. Londonderry og Hit Me e. Sandro Hit, der alle tre er hingstemødre. I år venter Padame føl efter Blue Hors Zalabaster, Derripa venter føl efter Blue Hors Veneziano, mens Hit Me er drægtig med Blue Hors First Choice.

Men de har heller ikke brugt Zack for sidste gang. Resultaterne med bl.a. fire kårede sønner, hvor de tre er godkendt i Tyskland, taler for sig selv, og efterspørgslen på føllene er blevet stor.

– Vi kan ikke få for meget af den mekanik, som Zack giver i bevægelsen, fortalte avlerparret for nylig i en artikel i Ridehesten.

Læs artiklen om Tove og Ove Møller Nørgaard i det netop udkomne nummer af magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner