Anna Pørtner
Vinderen af PAVO og DRF's championatsfinaler i springning for 6-års heste tidligere på sommeren blev vallakken, Sky van het Zoutkorrelhof e. Foncetti/ Bonnie Prince Charlie, der med Adam Sparlund Olesen i sadlen leverede en suveræn præstation. Det var dog ikke længe, at Adam kunne få lov at sidde i sadlen på den talentfulde vallak, der nu er solgt til en dansk juniorrytter.
Adam overtog tøjlerne på hesten af en af sine elever, den nu forhenværende ejer, Johanne Juhl Sørensen, der indtil maj 2024 selv havde stået for uddannelsen af hesten. Da Adam overtog uddannelsen af Sky van het Zoutkorrelhof, så han hurtigt talentet i hesten:
– Det er en hammergod hest, der leverer utroligt mange nulrunder i forhold til, hvor lidt den stadigvæk har gået. Den har sprunget fejlfrit i MA, og den er bare superforsigtig og godt springende, fortalte Adam efter sejren i championatsfinalen.
Nu er den unge, men meget lovende vallak, solgt til juniorrytter, Filippa Ørnfeldt Bertelsen, hvor Sky van het Zoutkorrelhof skal give hende en god start på hest. Filippa har indtil for ganske kort tid siden kun redet pony, hvor hun har haft stor succes med ponyen Carlton Bugatti. Filippa er blandt andet en del af bruttogruppen for ponyer, ligesom hun blandt andet har redet flere internationale springstævner med stor succes. I denne uge er hun til start ved World Cup-stævnet i Herning sammen med Carlton Bugatti, mens Sky van het Zoutkorrelhof og hende skal lære hinanden rigtig godt at kende.
Det bliver uden tvivl spændende at se, hvad denne talentfulde ekvipage kan opnå sammen i fremtiden.