Signe Wiese
Bøgegårdens Apollo e. Acord II/Ronald er tysk opdrættet, og blev kåret i Dansk Varmblod i 2011. Hingsten var tidligere ejet af Stald Bøgegården v/ familien Schmidt, og blev med stor succes redet af Stutteri Asks nuværende førsterytter, Søren Møller Nielsen i en årrække. I 2008 blev hingsten solgt til landsholdsrytter og tidligere danmarksmester Emilie Martinsen. Under Emilie har Apollo konkurreret på de største internationale springbaner, og bl.a. repræsenteret Danmark ved et utal af Nations Cup-springninger, og ekvipagen var også med på det danske landshold ved EM i Madrid.
Men udover at have markeret sig som international springhest i topklasser, har Bøgegårdens Apollo med årene også vist sig som en meget værdifuld producent af springheste, og hans afkom har i den grad sat deres præg på både hoppekåring, og på danske og udenlandske springbaner de senere år.
I 2012 var hingsten far til tre af de heste Dansk Varmblod udtog til UVM på Zangersheide, nemlig Elmegårdens Sisi I (opdr. Tove & Claus Schnoor), Lantini-em (opdr. Peter A. Petersen) og Nørremøllehøj`s Ariel (opdr. Uwe Thomsen).
Jørgen Schmidt fra Stald Bøgegården fortæller, at han i sin tid, da Emilie Martinsen købte Apollo, havde sagt til hende, at når den engang skulle på pension, så ville han meget gerne havde den igen. Og den tid er altså kommet nu - en skade som den 15-årige hingst ikke helt kan blive kvit, betyder at Emilie har valgt at pensionere Apollo fra sporten. Hun ejer fortsat hinsgten, men han kommer nu til at hellige sig sin karriere som avlshingst, og Jørgen Schmidt er naturligvej begejstret for igen at få den betydningsfulde hingst i stalden - og han glæder sig også over at de danske hoppeejere nu igen kan få nem adgang til at benytte hingsten.