Annika Knudsen Lorentsen
Dagens 1*-klasser er afviklet i den flotte arena, Blue Hors Arena M, og hele 185 ekvipager var til start fordelt på to klasser.
Danskerne viser hvad de kan
I formiddags gik CSI1* Big Tour 135 cm klassen og her må man sige, at de danske ryttere virkelig leverede. Faktisk blev de syv bedste placeringer besat af danskeekvipager.
Bedst af dem var Anne-Kristine Truelsen med Cosma Shiva S e. Cornet's Stern/Schill-Libero. Hun red fejlfrit i en hurtig tid på 52.10 sekunder.
– Det er dejligt at være i Herning at ride igen, og vi havde en rigtig fin tur på banen i dag, hvor det hele bare gik som det skulle. Jeg har to heste med hernede, Corma Shiva i Big Tour og Conny P i Small Tour, fortæller Anne-Kristine om at være til start i Herning.
Selvom dagens andenplads er fartekspert, så lykkedes det ikke for Christian Jansen og Madea e. Heartbeat/Racot (opdr. Herluf Christensen) at vinde i dag. Blot 0.25 sekunder langsommere end Anne Kristine var de, og dermed placerede de sig som nr. 2.
Tredjepladsen gik til Kristian Skovrider med Tuscia Del Poggiosecco e. Prinz Clintus/Lauritz J, de red fejlfrit i tiden 55.04 sekunder.
Fjerdepladsen blev vundet af Sarah Møller Pedersen med Lonni Ask e. Lambrusco Ask/Casir Ask (opdr. Stutteri Ask), mens femtepladsen blev vundet af Tina Lund, som har taget turen fra Dubai for at deltage i Herning. Hun red fejlfrit med Caltona e. Calvara F.C./Grannus.
Udenlandsk sejr i Small Tour
Selvom Anne-Kristine Truelsen gjorde sit for at ride endnu en sejr i hus her til eftermiddag, denne gang i Small Tour 130 cm, så måtte hun se sig slået. Sammen med Conny P e. Carson Ask/Gipsy d'Ask (opdr. Stutteri Elmelund) red hun fejlfrit i tiden 52.48 sekunder og endte på en flot andenplads.
Godt et sekund hurtigere var svenske Ebba Danielsson med Eunomia e. Singapore/Sam R., og dermed sejrede hun i klassen.
Det blev også en dansker på fjerdepladsen i 130 cm klassen, her blev det Stine Almind-Pedersen med Selma B e. Salito/Grosso Z (opdr. Stine Almind Pedersen).
Se start- og resultatlister her.