Anna Pørtner
I den forgangne uge var de unge danske springryttere til EM i Holland. Her repræsenterede 15-årige Anna Ley og Errando e. Argentinus/ Lys De Darmen det danske juniorhold. Parret havde desværre en misforståelse i en af de indledende runder, hvilket resulterede i et fald på B'eren i kombinationen. Dette anses sjældent som noget positivt i sådan en situation, men for Anna og Errando blev det starten på en hyldest, der nåede langt ud over den danske grænse.
Det hele kom sig af en video på Instagram, delt af fei.tv, hvor Anna og Errando er på banen til EM. Da Anna falder af, bliver Errando stående og sikrer sig, at Anna er okay. Dette er i sig selv et tegn på, hvor meget hesten stoler på rytteren, men ikke nok med det, skubbede Anna alle frustrationer og skuffelser til side for at kysse og rose sin elskede hest. Kommentatoren på videoen roser Anna og Errandos stærke bånd, og siger blandt andet: – The love doesn't stop in the arena. På videoen står der "This is true horsemanship".
Videoen er blevet delt vidt og bredt på flere internationale rytteres instagram-sider med stor ros til Anna og måden hun håndterer situationen på. På Annas egen konto, er videoen blevet syntes godt om cirka 200.000 gange. Dette vidner om en helt fantastisk ung rytter, der sætter hestene før alt andet, også selvom det gælder et vigtigt mesterskab. Anna har ikke kærligheden til hestene fra fremmede. Hun vokset op med hestene fra barnsben, da hun er datter af springrytteren Hans Ley, der driver og ejer Kongsdal Rideklub i Mariager.
– Jeg er meget glad for, hvordan videoen viser, at mine heste altid vil betyde mere end sporten. Vi tog afsted og håbede på en lærerig oplevelse for mig og Errando, og det fik vi helt sikkert også. Errando vil altid betyde meget mere end resultater for mig. Han er den hest, der har hjulpet mig videre op i de større klasser, og jeg er så taknemlig for ham, fortæller Anna Ley om hele oplevelsen til EM og den virale video.
Se videoen i Instagram-opslaget herunder: