Anna Kasprzak og Fuhur klar til Herning

20-02-2020 16:02

Britt Carlsen

OL-rytter Anna Kasprzak har haft nogle nervepirrende dage siden i søndags, hvor hendes nye tophest Fuhur hang fast i tremmerne i boksen ved det internationale stævne i Norge efter en international debut-sejr dagen forinden

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak og Fuhur fotograferet på opvarmningsbanen efter deres internationale Grand Prix-debut og sejr i Norge. (Foto: Privat)

– Vi var jo glade søndag morgen, og banetræningen om morgenen var gået fint, men så ringede Jane (Annas hestepasser gennem flere år) fra stalden og fortalte, at Fuhur stod på tre ben og ømmede sig. Han havde fået revet skoen af og fået sig en hudafskrabning, fortæller Anna Kasprzak.

Med OL i Tokyo i tankerne investerede Anna Kasprzak for to måneder siden i Grand Prix-hesten Fuhur e. Fürstenreich/Narmat OX (opdr. Olymp Kubani), der tidligere har været redet af den russiske rytter Elena Sidneva. Det tager altid noget tid, og tilvænning, når en ny ekvipage skal ”køres i stilling”, og især når det er et samarbejde, som skal fungere i dressursportens sværeste programmer.
Anna har med sin dobbelte OL-partner Donnperignon vist, at hun hurtigt kan komme ind i et konstruktivt samarbejde med en hest, der er uddannet af andre til Grand Prix, og udvikle hesten yderligere. Derfor er Anna og Fuhurs samarbejde også ventet med spænding. En national debut i Hedensted tidligere på måneden gav dem en sejr til 74,45%, og ved det internationale stævne Norwegian Horse Festival i Lillestrøm i Norge sidste weekend blev det til en international Grand Prix-sejr med 71.587 procent.

Som Anna skrev på sin Instagram-profil, var hun meget glad for sejren, men de havde mange, dyre fejl i programmet, fordi de endnu ikke kender hinanden tilstrækkeligt.
Søndagens Grand Prix kür skulle bruges til at udbygge deres samarbejde yderligere, men sådan skulle det altså ikke gå.

Fuhur kom hjem i sin boks i Haderslev, og de mellemliggende dage er brugt på skridtarbejde og på at få hævelsen til at falde, så dyrlægerne på Højgaard Hestehospital kunne undersøge hesten grundigt. Det er sket i dag, og heldigvis er det eneste mén Fuhur har fået af den oplevelse en hudafskrabning, som også er undersøgt af en specialist, der ikke har fundet noget alarmerende.

Nu kan Anna så ånde lettet op, og begynde at se frem til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 5. – 8. marts, hvor hun er til start i den 3-stjernede Grand Prix torsdag og lørdag. At hun ikke er til start i DWB 5-Star Dressage i Herning skyldes, at hun ikke har nået at kvalificere sig til konkurrencerne på 5-stjernet niveau.

- Han har fået sko på igen, og nu skal jeg skridte ham indtil på mandag, men så kan vi begynde at træne som normalt igen, fortæller Anna, der glæder sig til konkurrencerne i Herning.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner