Anky tilbage på landsholdet

06-12-2011 11:38
Dressurdronningen Anky van Grunsven er tilbage på det hollandske dressurlandshold og har sit fokus rettet mod OL
Copyright Ridehesten.com
Anky er på vej tilbage i solskinnet (Foto: Ridehesten.com).

Om det bliver med den til den tid 18-årige Salinero eller med den unge Upido, at Anky van Grunsven skal ride op ad midterlinjen i London næste år, er endnu uvist, men hun har sit blik fast rettet mod OL 2012. Det har hun tilmed god grund til, for hun er tilbage på det hollandske landshold efter snart to år på sidelinjen. Med 17-årige Salinero e. Salieri / Lungau, der er kommet sig efter mere end et års skadespause, har Anky redet sig tilbage til A-truppen igennem stævneresultater i Falsterbo, Donaueschingen og Salzburg. Dermed kan denne ekvipage være med til at sikre en hollandsk holdmedalje ved OL i London næste år, men Anky udtaler til den hollandske presse, at det afhænger af, om Salinero er fit for fight. Ellers har hun sin 10-årige Grand Prix-hest Upido e. Ferro / Amethist på vej. Den øvrige A-trup består af Adelinde Cornelissen, Hans Peter Minderhoud og Edward Gal.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner