Signe Wiese
Det hollandske dressurikon Anke van Grunsven har bekræftet at hun satser på Salinero som sin partner ved det kommende OL i London. Hvis Anky og Salinero opnår udtagelse til det hollandske hold, vil det være ekvipagens 3. OL - de 2 første resulterede i sejr! Skulle Anky og 18-årige Salinero gå hen og vinde deres 3. Olympiske guldmedalje, vil det være en helt sensationel præstation - men inden det bliver en mulighed, skal ekvipagen først og fremmest udtages. - Salinero er i topform, og er stadig ved godt helbred, så der er ingen grund til at han ikke skal deltage, udtaler den hollandske chef d'equipe (og Anky van Grunsvens mand og træner) Sjef Janssen. For knap to år siden erhvervede Anky van Grunsven sig den noget yngre Grand Prix-hest Upido, der dengang blev udråbt til OL-håbet, men nu bliver det altså alligevel Salinero, der satses på. Upido har haft en mindre skade, og Anky har vurderet at hesten ikke er klar til den store opgave det er, at komme til OL. Anky og Salinero er på startlisten ved næste weekends CDI-stævne i forbindelse med afholdelse af World Cup-finalerne i 's Hertogenbosch, og det er også planlagt at ekvipagen starter ved CDIO-stævnet i Saumur, Frankrig, i slutningen af april. De hollandske udtagelser finder sted i juni. Kilde: Eurodressage