Alle springheste gennem vet. check

14-08-2008 09:56

Britt Carlsen

OL
I alt 87 springheste er nu gennem det første nåleøje, dyrlægekontrollen, alle gik gennem med flyvende faner – ingen måtte i ”holding box” – men tre prominente heste er trukket tilbage
Copyright Ridehesten.com

Michæl Whitakers Portofino, Alvaro Miranda Netos Ad Picolien og Daniel Meechs Sorbas er alle trukket fra konkurrencerne i springning endnu før det hele rigtigt er begyndt for springrytternes vedkommende her i Hongkong. Tabet af Portofino er stort for det britiske hold, men den 14-årige hoppe har kæmpet med en halthed de seneste dage, og derfor måtte Whitaker træffe beslutning om ikke at fastholde sin holdposition. Holdets reserve Nick Skelton og Russel er derfor rykket ind på det engelske hold. Det er Skeltons femte OL, og når han rider ind på banen i morgen aften er det intet mindre end et mirakel, idet han brækkede nakken tilbage i 2000 ved et styrt, og måtte standse sin ridekarriere. Han tog dog ridningen op igen, og er tilbage i springsportens absolutte top. For Alvaro Miranda Neto var det en stor skuffelse, at Ad Picolien ikke var fit til at gå til dyrlægekontrol. Neto sluttede på en individuel 12. plads i Athen, og han var på det bronzevindende brasilianske hold i Sydney. Morgenens mest prominente hest på den faste bund var Jos Lansinks imponerende Cumano, den regerende verdensmester er tilbage i topsporten efter en pause grundet en seneskade. Med 15-årige Cumano i topform bliver Lansink med sikkerhed en af de helt store profiler ved dette OL. Der er 16 hold tilmeldt OL i springning, og i lighed med dressurdisciplinen har Holland også i springning trukket startnummer et. Og så følger i rækkefølge: Hongkong, Tyskland, Kina, Australien, England, Schweiz, Saudi-Arabien, Ukraine, Brasilien, Canada, Norge, Mexico, USA, Sverige og New Zealand. Springningen begynder i morgen aften med en kvalifikationsklasse, som tæller i det individuelle resultat, og som afgør startrækkefølgen i Nations Cup. Søndag den 17. er første runde af Nations Cup Mandag den 18. er anden og afgørende runde af Nations Cup (8 bedste hold) Torsdag den 21. vender springningen tilbage med den individuelle finale for de bedste 35 ryttere

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner