Alle kan være med i DRF's nye bredde-turnering

22-11-2019 10:45

Camilla Tiefensee Schrøder

I stedet for Landsdelsdagene lancerer Dansk Ride Forbund nu DRF Bredde Cup – en helt ny turnering, hvor der dystes i disciplinerne Ponygames, Stilstafetspringning, Pas de Deux og Action-Parkour. Alle ryttere kan deltage – klubmedlemsskab eller ej

Copyright Ridehesten.com

DRF Bredde Cup er en helt ny turnering, som er åben for alle. Det unikke ved turneringen er, at det ikke kræver medlemskab af en rideklub at deltage i kvalifikationsstævnerne – det er kun et krav, hvis man skal deltage i finalen. Det skriver Dansk Ride Forbund.

– Tanken bag at åbne op for ikke-medlemmer er at forsøge at skabe et rum, hvor alle, der har en passion for heste, kan være med – uanset om man er barn eller voksen, rider pony eller hest, er medlem af en klub eller avlsforbund eller noget helt tredje. Vi synes, det er vigtigt, at vi som forbund har for øje at inkludere alle, der har lyst til at være en del af ridesporten på den ene eller anden måde, og det betyder, at vi må tænke i nye baner, udtaler Generalsekretær i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt. 

Bredde Cuppen afvikles i følgende discipliner:

  • Ponygames
  • Stilstafetspringning
  • Pas de deux
  • Action-Parkour

Finaler i båd Øst og Vest
Turneringen løber fra februar til september 2020 og kulminerer i to finaler – én i Øst og én i Vest. Her er det deltagerne med flest point fra kvalifikationerne, der skal dyste om sejren. Finalerne i DRF Bredde Cup afholdes ude i klubberne i ægte ’breddesports-ånd’, og repræsentanter fra Breddeaktivitetsudvalget vil fungere som dommere. Nærmere detaljer om steder og datoer følger.

Skal I afholde et DRF Bredde Cup-stævne?
Til og med 15. januar er det muligt for DRF-klubber at ansøge om at afholde DRF Bredde Cup-stævner, så hvis jeres klub gerne vil være med som arrangør, så læs mere her.

Vil du deltage i DRF Bredde Cup?
Har du lyst til at være med? I takt med at turneringens stævner bliver udbudt, kan du tilmelde dig via DRF Go!, og her kan du finde en guide til, hvordan du gør.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner