Vægthjælpen er i sin natur en fremaddrivende hjælp, men den understøtter også samspillet mellem schenkel- og tøjlehjælpen, som hele tiden skal forsøges gjort finere og finere. Med sin vægt kan en rytter:

- Forøge belastningen til begge sider
- Nøjes med kun at forøge den til den ene side
- Formindske belastningen (aflaste)

Jo roligere og jo mere smidigt en rytter sidder, jo bedre reagerer hesten på vægthjælperne. Rytteren må være i stand til, lige meget hvordan hesten bevæger sig, at bringe sit eget tyngdepunkt i overensstemmelse med hestens. Kan en rytter det, bliver det også både lettere og mere behageligt for hesten at have rytteren på ryggen. Det vanskelige i dette krav er blot, at når hesten bevæger sig, så flyttes dens tyngdepunkt konstant (bevægeligt tyngdepunkt), og rytteren må derfor hele tiden tilpasse sig.

En rytter, som ikke er i balance og derfor ikke i stand til at følge hestens bevægelser, forstyrrer både dens gang og holdning og vil have en negativ indvirkning på hestens lyst til at arbejde.

Aktiver hestens bagben
Når man vil opnå at aktivere hestens bagben i fx alle halve og hele parader og dermed også i samtlige overgange, hvor tempoet skal formindskes, kræver det, at man indsætter og forøger sin vægthjælp lige meget til begge sider (sætter sig tungt imod bevægelsen). Dette at sætte sig tungere i sadlen med vægten fordelt ligeligt på begge sædeben, samtidigt med at schenklerne virker fremaddrivende, bevirker, at hestens bagben dels sætter kraftigere af, men også at de træder længere ind under kroppen i retning af hestens tyngdepunkt.
Denne forøgede vægtforlægning, både når den udføres til begge sider samtidigt, og når man kun belaster den ene side, skal foregå med en naturligt strakt og lige overkrop. Det betyder, at rytter i et moment forstærker spændingen af mavemusklerne og de nederste rygmuskler, og om nødvendigt i flere på hinanden følgende skridt – trin eller spring. Det opfordrer hesten til at placere bagbenene længere ind under kroppen og til at forelægge mere vægt på bagbenene (forøger samlingsgraden).
 

Det må ikke være permanent
Rytteren må under ingen omstændigheder gøre denne forstærkede sædeindvirkning ”permanent”. Hvis det er tilfældet, mister hesten den rigtige reaktion på denne indvirkning og forhindres i stedet for at gå fremad. Rytteren vil heller ikke være i stand til at kunne følge hestens bevægelser med en smidig lænd, hvilket vil resultere i et stift og usmidigt sæde. Den forstærkede sædeindvirkning bliver rigtig udført, hvis den næppe er synlig.

Hvis rytteren ikke anvendte disse kortvarende, forstærkede sædeindvirkninger, ville fx de halve parader, som jo er forberedelsen til samtlige overgange og øvelser, foregå alt for meget ved hjælp af tøjlerne. Hestens bagben ville ikke blive tilstrækkeligt aktiverede og ikke træde længere ind under kroppen og overtage mere vægt.

For at kunne udføre denne forstærkede sædeindvirkning korrekt, er et absolut nødvendigt, at rytteren både har kontrol over sin egen balance og sit eget tyngdepunkt. At læne sig for langt bagud, at spænde for voldsomt i sædemuskulaturen, at trække lår og knæ op og det forkerte schenkelleje det resulterer i, formindsker væsentlig den tilsigtede virkning og er simpelthen forkert.

Læs anden del af Aktiver bagbenene med den rigtige vægthjælp i morgen her på Ridehesten.com