Grethe Næsby
Efter et år med opgang i medlemstallet, men med nedgang i behovet for undervisning, besluttede bestyrelsen for Ærø Rideklub i weekenden at skille sig af med klubbens eneste fastansatte medarbejder, berider Erik Jeppesen. - Det er ikke, fordi vi har været utilfredse med det arbejde, der er blevet lagt af berideren, men vi har ikke råd til fortsat at have en fastansat mand gående til at tilride unge heste og stå for undervisningen af de forskellige ridehold, forklarer klubbens kasserer, Merete Groth Hansen. - Vi har tilbudt Erik en stilling som timelønnet underviser, men det valgte han med det samme at takke nej til. Hans ansættelse løber egentlig frem til 31. maj, men han er nu fritstillet fra og med mandag, lyder det fra Merete Groth Hansen. Ifølge Merete Groth Hansen handler det nu om at få skabt ro i rideklubben og skabt grobund for den ønskede udvikling af aktiviteter og økonomi. - Vi vil stadig have undervisning, men den vil blive forestået af andre end Erik Jeppesen, fastslår kassereren. Ærø Rideklub har for at imødekomme det behov for rideundervisning, der trods alt er i klubben, nu måttet alliere sig med en lang række hurtigt indkaldte undervisere, både fra Ærø, men også fra blandt andet Faaborg. Og det er stadig planen at udvide undervisningstilbudene løbende. - Vi kan se, vi har et stigende medlemstal og derfor nok også et behov for fortsat undervisning, men vi har haft underskud på den del af vores virke, og derfor har vi måttet finde nye måder at køre det på uden en fast ansat berider, forklarer Merete Groth Hansen. Erik Jeppesen har været ansat i klubben siden juni 2003. Kilde: Fyns Amts Avis