Thomas Bach Jensen
Ved det store internationale stævne i svenske Falsterbo deltager Danmark hvert år med kvalificerede ekvipager i championaterne for unge dressur- og springheste. Udvælgelsen af de danske dressur ekvipager sker ved DRF's championatskvalifikationer, hvor de to bedstplacerede i hver aldersklasse (5-, 6- og 7-års) ved stævnerne i Billund i Jylland og Ringsted på Sjælland er kvalificeret til Falsterbo. Tager de kvalificerede ikke imod tilbuddet om at starte i Falsterbo, får de næstplacerede chancen.
Desværre er der i den indledende klasse for 5-års et betydeligt dansk frafald, da begge tilmeldte ekvipager fra kvalifikationen på Sjælland, Anna Zibrandtsen med Uno Don Olympic og Seline Solberg Vittinghus med Atterupgaards Botticelli, har meldt fra kort før stævnet, og deres pladser kommer dermed ikke andre dansker ekvipager til gode.
På startlisten i dag figurerer to ekvipager fra kvalifikationen i Jylland, nemlig Rikke Dupont med Chloé og Tanja Rusovic med Carlos, hvoraf sidstnævnte også har gået UVM-udtagelse på Broholm lørdag og søndag.
Endvidere er danskavlede heste til start under udenlandsk flag i denne klasse som bl.a. Gammelenggårds Zappa med Jacob Nørby Sørensen, der er bosat i Sverige, og Vesterdams Chaos med Caroline Holmer i sadlen. Oprindeligt var den danske hest Elholms Bonito også kvalificeret med Emilie Nyreröd, men heller ikke denne ekvipage kommer til start, da rytteren er blevet sparket i hovedet.
Følg klassen HER.
OPDATERING: Bedste danske resultat blev i denne klasse i dag opnået af Jacob Nørby Sørensen med hingsten Gammelenggårds Zappa e. Zonik/ Akinos (opdr. Nanna Voss Jönsson), der blev belønnet med 75,556% og en andenplads. Desværre for Rikke Dupont fik Chloé et ben i dressurhegnet og endte for den forkerte side, inden programmet var redet færdigt. De lå ellers til en rigtig god placering, men kunne så bare pakke sammen og tage hjem. En ærgerlig oplevelse.