Kristine Ulsø Olsen
Aalborg Dressage Event som finder sted i bededagsferien den 7.-10. maj ændres som følge af den pandemi, der i øjeblikket lammer verden.
I samråd med Dansk Ride Forbund og FEI er det besluttet at aflyse den internationale del af stævnet, som var et CDI3*, CDIU25, CDIY, CDIJ og CDIP og med en række internationale topdommere. Indtil videre bibeholdes den nationale del af stævnet, og hvis Danmark igen lukker op for deltagelse i stævner, og det i øvrigt er forsvarligt at afholde stævner, så vil det fortsat være muligt at komme til landsstævne i dressur i Aalborg. Aflysningen af den internationale del af stævnet vil så til gengæld åbne op for flere klasser ved B-stævnet, og her kan det komme på tale at åbne op for klasser for ponyryttere samt junior- og youngriders.
Stævnet i Aalborg er det eneste internationale dressurstævne i Danmark, som afvikles og arrangeres udelukkende af frivillige fra en klub under Dansk Ride Forbund. Stævnet har fået stor ros fra både FEI, deltagere, officials og sponsorer og hos Sportsrideklubben Aalborg håber man at kunne afvikle et stort B-stævne, så de danske ryttere kan fortsætte deres træning og udvikling mod nye mål. Formand for Sportsrideklubben Aalborg, Lone Hecter, som i øvrigt selv arbejder i sundhedsvæsenet siger:
– Vi følger situationen tæt og er i dialog med alle relevante parter. Hvis situationen i Danmark ændrer sig, og det igen er muligt og forsvarligt at afholde et udendørs landsstævne, så er vores organisation og set-up gearet til at trykke på knappen. Vi vil gerne takke vores mange samarbejdspartnere, hjælpere og sponsorer, som bakker os op. Vi vil være i tæt dialog med alle, så vi kan træffe de rigtige og nødvendige beslutninger, når vi ved mere om situationen.