Thomas Bach Jensen
Den dobbelt EM-guldmedalist Adelinde Cornelissen og hendes hollandske varmblodsvallak Parzival e. Jazz / Ulft havde deres første stævne siden EM i Windsor ved CDI-W i Stockholm i denne weekend. Ekvipagen lagde stærkt ud ved at vinde Grand Prixen med 75,532% foran hollandske Aat von Essen med Premier (e. Jazz / Ulft) og med hollandske Christa Laarakkers og Ovation (e. Cabochon/Apollonius xx) på tredjepladsen. Altså var hollænderne i særklasse og det var deres heste af temmelig ens afstamning også. Hesten på fjerdepladsen, Matthias Alexander Raths Triviant, er efter Jazz-sønnen Olivi! I søndag eftermiddags Grand Prix Kür viste Adelinde og Parzival absolut verdensklasse og distancerede nærmeste konkurrent, tyske Matthias Alexander Rath og Triviant e. Olivi / Saluut med 9,5%! Den hollandske ekvipage vandt med scoren 83,850% foran tyskeren med 74,350% og svenske Minna Telde og Don Charly e. Don Gregory / Inschallah X med 73,600% på tredjepladsen.