Charlotte Kusk Berwald
Parzival vil altid være kendt som hesten, der hjalp Adelinde Cornelissen med at slå igennem som Grand Prix rytter i dressur. Adelinde red selv hesten hele vejen fra unghest til de store internationale mesterskaber.
Fra beskeden debut til de største mesterskaber
Ekvipagen debuterede i Grand Prix til CDI Zwolle tilbage i 2007 hvor ekvipagen fik 66.167%. Allerede året efter havde de forbedret sig betydeligt og blev hollandske mestre i 2008 og derfra var der intet, der kunne holde ekvipagen tilbage. Samme år rejste de med det hollanske landshold til OL i Hong Kong som reserver. Ekvipagen begyndte at træne hos Sjef Jansen hvilket betød at deres stil blev væsentligt ændret, men til gengæld begyndte succesen nu også for alvor at komme.
Medaljeregn
Ved EM i 2009 i Windsor blev publikum vidner til en vaskeægte topkamp. Under Grand Prix Special satte Totilas først en verdensrekord, men den fik han ikke lov at beholde mere end ti minutter førend Parzival kom på banen og slog den og vandt det individuelle guld. Samtidig blev det også til holdguld til det hollandske hold. I 2010 blev det til en andenplads til World Cup. Ekvipagen blev udtaget til World Equestrian Games i Lexington, USA hvor de blev diskvalificerede i Grand Prix grundet blod i munden. Adelinde brugte den omdiskuterede metode rollkur, hvilket skaffede hende en del kritik.
Tilbage i 2012 ved OL i London var Adelinde og Parzival favoritter til at komme hjem med guld. Her blev der dog stukket en kæp i hjulet af Charlotte Dujardin, der vandt guldet foran hjemmepublikummet. Parzival dansede sig til individuelt sølv og holdbronze, et af hestens karrieres absolutte højdepunkter.
Den sidste dans
Parzival stillede til start til Europamesterskaberne i 2013 i Herning, hvor ekvipagen fik sølv og to bronzemedaljer. Parzival begyndte dog at døje lidt med helbredet, og fik nogle længere pauser. Ekvipagen red på banen sammen for sidste gang til OL 2016 i Rio. Uheldigvis blev det ikke til den smukke afsked med den nu 19-årige Parzival som Adelinde havde håbet på. I stedet stak hesten tungen ud under det meste af programmet og under skridtprogrammet valgte Adelinde at opgive. Senere kom det frem at hesten havde pådraget sig en kæbebetændelse i forbindelse med et insektbid. Et halvt år senere gik Parzival officielt på pension og fik en fin ceremoni til CDI-W Den Bosch i 2017. Herefter nød vallakken syv år som pensionist.