Britt Carlsen
Andreas Helgstrand satstede med en vanskelig kür på guldmedaljehoppen Polka Hit Nexen i World Cup-kvalifikationen i Göteborg lørdag aften. Han indledte med at vise hoppen store potentiale i øgninger, i passage og med fine overgange. Piaffen mangler endnu lidt løft, men hun har forstået øvelsen, nu skal hun bare finde styrke og teknik til at vise den lidt mere udtryksfuldt. En enkel lille misforståelse mellem dem i en galopøgning kostede værdifulde points, men de sluttede på femtepladsen med 72,525% Prinsesse Nathalie debuterede også Horsebo Smarties i World Cup sammenhæng, også han viser potentiale og gode takter i alle Grand Prix-øvelser, han har blot behov for mere styrke og i lighed med Polka Hit Nexen at komme ud og opleve stemningen ved de store konkurrencer. Vinder blev ikke uventet hollandske Adelinde Cornelissen og Jerich Parzival med 82,875% - sejren var dog med meget lille margin til svenske Patrik Kittel og avlshingsten Watermill Scandic e. den danske varmblods hingst Solos Carex. De opnåede 81,025% efter et meget flot og flydende program. Isabell Werth og Warum Nicht måtte tage til takke med tredjepladsen med 79,7 % et lille kiks i traversen, hvor den røde vallak sprang i galop kostede point. Har man lyst til at se eller gense ridtene kan man følge linket til live tv fra Göteborg og her er også et arkiv over de forskellige klasser.