Åbent dommerseminar

06-04-2010 09:16

Britt Carlsen

Den internationale træner Jean Bemelmans, og en lang række prominente ryttere deltager i den kommende weekend i et dressur dommersseminar på Vilhelmsborg, der vil være åbent for interesserede avlere og ryttere
Copyright Ridehesten.com
Jean Bemelmans er inviteret til dommerkonference på Vilhelmsborg som inspirator i bedømmelsen af ungheste. (Foto: Ridehesten)

Dansk Ride Forbunds dressurudvalg har arrangeret et særdeles interessant dommerseminar for de dommere som dømmer i DRF’s championat for unge dressurheste. En del af dommerkurset, den praktiske demonstration i ridehallen, vil være åben for publikum. Som et led i uddannelsen samles dommerne på Vilhelmsborg lørdag den 10. april fra kl.10.00 og den praktiske bedømmelse i hallen begynder kl. 11.00, og den del af seminaret vil være åbent for interesserede uden for dommerstaben. De danske dressurtrænere og stutterier bakker i den grad op om tiltaget, og stiller heste og ryttere til rådighed til kurset. Der kommer bl.a. heste og ryttere fra Per Skjærbæk/Priess Stutteri, Rune Willum og Joachim Thomsen, Blue Hors og Helgstrand Dressage. Efter hvert ridt vil Bemelmans give ekvipagen tip til forbedringer, og komme med sit bud på kapacitets- og ridelighedskarakterer for hver ekvipage. Der vil blive vist 4-års, 5-års og 6-års heste i ridehallen. 4-års hestene bliver vist to ad gangen. De skal ikke gå et egentligt program, men vil blive anvist de øvelser, som også vil blive forlangt til finalen. 5-og 6-års hestene bliver vist i de programmer, der forlanges i kvalifikationsklasserne (FEI indledende). Undervejs vil Jean Bemelmans og Anne-Mette Binder belyse dele af bedømmelsesgrundlaget for DRF’s championat, så man kan få en større forståelse for, hvilke kriterier der ligger til grund for bedømmelsen. En "pixiudgave" af dressurchampionatets fordringer vil også blive uddelt til tilskuerne for at anskueliggøre bedømmelsesgrundlaget. For at så mange som muligt kan få glæde af seminaret vil den praktiske del, fremvisningen og bedømmelsen af hestene, være åben for ryttere, beridere, beriderelever og avlere. Entreen er 100,- kr.

I Ridehestens majnummer kan man læse mere om dette seminar

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen