Thomas Bach Jensen
Frida Munk Lassen har kun haft Kirkelodsgaards Cici Chopin e. Ci Ci Senjor Ask/ Casir Ask (opdr. Charlotte Schiøler) siden november sidste år. Siden købet er det bare gået stille og roligt fremad, og derfor tænkte Frida, at det ville være sjovt at tage til Falsterbo Horse Show for at se, om hun kunne ride nogle nulrunder. Det lykkedes at kvalificere sig, og Frida er sammen med Karen Møller Rohde de eneste to danskere i et startfelt med knap 50 7-års heste.
Karen Møller Rohde rider 7-årige Jewel Ask Z e Jaguar Van Paemel/ Diamant de Semilly. I gårsdagens første afdeling af semifinalen gjaldt det bare om at være fejlfri, og det klarede begge danske ekvipager.
Igen i dag var begge danske ekvipager fejlfrie, og i dag gjaldt det samtidig om at ride hurtigt og være blandt de 12 dobbelt fejlfri. Frida og Chopin var fjerdehurtigst, og samlet har de vundet semifinalen. I næste weekend skal Frida og hendes familie igen til Falsterbo, for der løber finalen af stablen.
– Jeg havde ikke de helt store forventninger, men det er bare gået supergodt. Det er virkelig dejligt at ride her. Det er et kæmpestort stævne med masser af publikum og rigtig gode baner. Nu skal jeg lige ride min 6-års hest og nogle U21-klasser her de næste dage, og så glæder jeg mig allerede til at ride 7-års finalen næste søndag, fortæller Frida fra Falsterbo.
Samlet resultat af semifinalen.
Stævnets start- og resultater.