4-stjernet hestebørnefilm til julehyggen

07-11-2008 16:45

Grethe Næsby

Så går vi snart juletiden i møde, og i aften kan man i 10 biografer landet over opleve filmen "Hvor er Winkys hest?".

Så er der julehygge til den helt store guldmedalje, og så endda med heste involveret. Filmen "Hvor er Winkys hest?" har premiere i aften, og der skulle være tale om en skøn børnefilm, som ikke kun appellerer til hestepiger. Filmen er en efterfølger til sidste års film "Winkys hest", og hovedpersonen er igen den 8-årige kinesiske pige, Winky, som bor i Holland. Hun har fået ansvaret for at passe julemandens hest, Amerigo, som hun besøger dagligt efter skole, og hun vil meget gerne have lov at ride på Amerigo. Hun får efter sin fødselsdag lov til at lære at ride, men til sin store skuffelse kun på en lille pony. Da Winky føler sig ensom og ked af det snupper hun en dag en forbudt ridetur på Amerigo. Her sker katastrofen: Amerigo løber væk. Det er derfor op til Winky at finde julemandens hest inden jul. Filmen får 4 stjerner af JP's anmelder, som blandt andet skriver: - ”Hvor er Winkys hest?” er en klassisk, velfortalt historie om at begå fejl og lære af konsekvenserne, men det er ikke en film, der løfter pegefingeren - snarere fremkalder den barnlig magi og begejstring, en tro på det bedste i både børn og voksne. Det er en aldeles pragtfuld børnefilm, der ikke kun vil appellere til hestepiger. Den spiller hele følelsesregistret igennem uden at ty til sentimentalitet eller unødvendige effekter. Det er et sjældent syn, og så meget desto mere anbefalelsesværdigt. Kilde: Jyllands-Posten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner