Annika Knudsen Lorentsen
32 ekvipager var til start i dagens mellemrunde for 5-års dressurheste, og af dem er 18 gået videre til finalen på Blue Hors om 2,5 uge.
Mellemrunden afvikles hos Grindsted Rideklub, og i dag var det hingsten Blue Hors Londoner e. Londontime/Danone der var bedst. Han blev flot fremvist af Christian Tudela Ruiz, og endte med en samlet karakter på 8,750. Der blev blandt andet givet et 9-tal for trav. Hør Christian fortælle om dagens præstation i videoen nederst.
På andenpladsen blev det hoppen Finest Black Lady (SWB) e. Finest/Royal Highness, som blev fremvist af svenske Jeanna Högberg. Sammen opnåede de en samlet karakter på 8,660, hvor der blandt andet blev givet hele 9,3 for trav.
Tredjepladsen blev vundet af den unge rytter fra Hesselhøj, som fornyligt blev Danmarksmester for junior. Her var det nemlig Anders Uve Sjøbeck Hoeck der fremviste den velgående vallak Vividus Qre (SWB) e. Zaladin Mi/Don Charly. Vallakken blev belønnet med samlet 8,660, og fik blandt andet 8,8 i trav.
På fjerdepladsen blev det Blue Hors Kingston e. Glock's Toto Jr./Turbo Magic, som blev fremvist af Nanna Skodborg Merrald og opnåede et karaktergennemsnit på 8,580, mens femtepladsen blev Atterupgaards Spiderman e. Atterupgaards Seebach/Stedinger. Spiderman blev redet af Maria Anita Andersen og opnåede samlet 8,560.
Videre til finalen er de 18 bedste fra dagens mellemrunde, samt vinderne fra hver af kvalifikationerne.
Se resultatet fra klassen her.