198 klubber til repræsentantskabsmøde

29-11-2024 12:18

Den 7. december får rideklubberne under Dansk Ride Forbund mulighed for at sætte deres præg på den fremtidige kurs i DRF, når de mødes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde på Dalum Landbrugsskole

Copyright Ridehesten.com
Hele 198 rideklubber har tilmeldt sig det ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 7. december. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at der har været røre i den interne bestyrelse i Dansk Ride Forbunds bestyrelse i den seneste tid. Mistillid til både formanden og de øvrige bestyrelsesmedlemmer har sat gang i den helt store debat, og mange sidder nu på sidelinjen med bekymringen om, hvad der skal ske i DRF fremadrettet. 

Dansk Ride Forbund modtog pr. 8. oktober 2024 61 motiverede begæringer fra klubberne om indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Jf. vedtægterne § 9 kræver et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, at mindst 15 % af klubberne indgiver en motiveret begæring herom. Pr. 30. april 2024 fremsendte DRF kontingentopkrævning til 404 klubber, og 15 % svarer dermed til 61 klubber. Pr. 28. oktober 2024 havde DRF i alt modtaget 153 begæringer fra klubberne, der alle indeholder forskellige forslag til emner til dagsordenen. 

Derfor blev der udskrevet ekstraordinært repræsentantskabsmøde, og det betyder, at klubberne nu får mulighed for at bestemme rideforbundets fremtid, når hele 198 af dem mødes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 7. december 2024 på Dalum Landbrugsskole med et håb om en mere funktionsdygtig bestyrelse i DRF. På mødet skal der blandt andet stemmes om mistillid til formand i DRF, Dan Boyter, fremgår det af dagsordenen. 

"Såfremt der ved afstemningen er simpelt flertal for forslaget om mistillid til DRF’s formand Dan Boyter, træder Dan Boyter tilbage som formand og der skal vælges en ny formand for DRF for Dan Boyters resterende valgperiode, jf. dagsordenens pkt. 5," står der i dagsordenen

Copyright Ridehesten.com
Der skal blandt andet stemmes om formand, Dan Boyters fremtid i DRF. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Af dagsordenen fremgår det også, at der ligeledes skal afstemmes om mistillid til DRF's øvrige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Her er det altså alle seks medlemmer og to suppleanter, der stemmes om. 

"Såfremt et eller flere bestyrelsesmedlemmer og/eller suppleanter bliver mødt med mistillid ved simpelt flertal, træder disse tilbage på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde og et eller flere nye medlemmer skal indvælges for de fratrædende medlemmers resterende valgperioder, jf. dagsordenens pkt. 6," kan man også læse i dagsordenen

Sidst men ikke mindst, skal der om nødvendigt stemmes om og vælges en ny formand samt bestyrelse i Dansk Ride Forbund:

"Såfremt repræsentantskabet, med simpelt flertal, udtrykker mistillid til formanden, træder formanden tilbage på det ekstraordinærere repræsentantskabsmåde og der skal vælges en ny formand for den angående formands resterende valgperiode, det vil sige frem til 12. april 2025. Kandidater til formandsposten kan opstilles på dagen for det ekstraordinære repræsentantskabsmøde", står der i dagsordenen

Copyright Ridehesten.com
Der skal også stemmes om den øvrige bestyrelses fremtid i DRF. Det indebærer blandt andet Charlotte Kjærgaard, Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein og Linnea Ericsson-Carey. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Til repræsentantskabsmødet har både formanden, bestyrelsesmedlemmerne, suppleanterne og eventuelt nye kandidater mulighed for at komme til orde og fortælle om deres syn på sagen, ligesom alle de fremmødte rideklubber har mulighed for at stille spørgsmål og deltage i debatten. Hele dagsordenen kan læses her. 

Fakta
198 klubber deltager i repræsentantskabsmødet

Der bliver fyldt i salen på Dalum Landbrugsskole, når klubberne den 7. december 2024 skal mødes og tage beslutninger om Dansk Ride Forbunds bestyrelses fremtid. Hele 198 klubber har tilmeldt sig det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, hvor både de, formanden og bestyrelsesmedlemmerne kan indgå i dialog og debat om dagsordenen. 

Se de tilmeldte klubber via dette link. 

Fold up

Deltagelse og stemmeret på repræsentantskabsmødet
Den 7. december 2024 mødes hele 198 klubber altså til en yderst spændende dag, hvor DRF's fremtid skal stemmes om og afgøres. Hver klub har ret til at deltage med to repræsentanter. Derudover kan en klub sende én ekstra repræsentant for hver fulde 50 medlemmer ud over de første 100 medlemmer. Hver klub har ret til én stemme for hver fulde 50 medlemmer, og som minimum har hver klub mindst én stemme. Antallet af delegerede stemmer for den enkelte klub fastsættes ud fra de indberettede medlemstal for 2023. 

Klubber der endnu ikke er endeligt optaget i henhold til DRF's vedtægter § 3 har ikke stemmeret. De er dog stadig velkomne til at deltage, til trods for, at de først er endeligt optaget ved det ordinære repræsentantskabsmøde i april 2025. Hver klub har i forbindelse med tilmeldingen til repræsentantskabsmødet udvalgt en stemmeansvarlig, som forud for mødet modtager en email med et link til afstemningsportalen. 

Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde afholdes altså den 7. december 2024 klokken 10.00 på Dalum Landbrugsskole, Landbrugsvej 65, 5260 Odense S. Repræsentantskabsmødet er ikke åbent for pressen eller offentligheden, og det streames heller ikke. 

Læs mere om det ekstraordinære repræsentantskabsmøde lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Alle fremmødte får mulighed for at stille spørgsmål og deltage i debatten. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner