Velbesøgt rosenparade i distrikt 2

20-11-2024 18:38

Rundt om i landet er det blevet tid til at tage afsked med den årgang af ponyryttere, der i år falder for aldersgrænsen. I DRF's distrikt 2 blev der i weekenden sagt farvel til distriktets ryttere med roser og rosetter

Copyright Ridehesten.com
21 af distrikt 2's ryttere var mødt op for at sige farvel til ponytiden. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der afvikles typisk rosenparader på landsstævneniveau, som det var tilfældet til Vejle Rideklubs dressurlandsstævne for ponyer i weekenden, men også de ryttere, der ikke rider med til landsstævnerne eller blot ønsker at blive hyldet i deres eget distrikt, skal have mulighed for at sige pænt farvel til ponytiden.

Efter en årrække uden rosenparade genindførte man sidste år rosenparaden i Dansk Ride Forbunds distrikt 2, som er det distrikt, der dækker det nordligste af Sjælland. Arrangementet blev en succes, og derfor valgte distriktets bestyrelse at gentage successen igen i år. Rosenparaden blev afviklet ifm. et C-stævne i springning hos Slangerup-Lynge Rideklub i weekenden.

I lørdags marchede 21 ponyryttere af årgang 2008 derfor ind i ridehallen i klubben, hvor de på rad og række fik overrakt roser og rosetter. Derudover blev der holdt en mindre tale for hver af rytterne, og det medførte både smil og tårer. Ceremonien blev afsluttet med en æresrunde til fods rundt i hallen til klapsalverne fra de mange forældre, søskende, bedsteforældre og venner, der stod på barrieren. Herefter var der en reception i rytterstuen. 

Copyright Ridehesten.com
Der blev uddelt roser og rosetter, og så havde hver deltager afleveret et skriv til speakeren om nogle af deres bedste minder fra ponytiden. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da rosenparaden var for alle ryttere, som har startet stævner for en klub i distrikt 2, var der repræsentanter fra flere discipliner. Der var naturligvis mange springryttere, som også selv startede til C-stævnet, men også dressurryttere og en enkelt militaryrytter var mødt op for at tage afsked med ponyårerne. 

Det var en vellykket rosenparade, hvor stemningen var god, selvom der også var enkelte deltagere, som blev en anelse berørte, fortæller Mette Bruun Christensen, der er bestyrelsesmedlem i distriktet.

Rosenparaden blev genoptaget sidste år, og vi har tænkt os at fortsætte fremover. Det er tydeligt, at ponyrytterne er stolte, når de står til ceremonien, og de har i den grad fortjent den anerkendelse. Rosenparaden markerer på flotteste vis afslutningen på en vigtig del af deres rytterliv, lyder det desuden fra Mette. 

Copyright Ridehesten.com
Rosenparaden var gratis at deltage i for alle distriktets ponyryttere, der falder for aldergrænsen. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner