Annika Knudsen Lorentsen
I denne uge mødes en lang række topspringryttere i New York, USA, hvor der afholdes en afdeling af Longines Global Champions Tour og Global Champions League.
Det er årets 12. afdeling af turneringen, hvor der i alt er 17 stævner på programmet. Turneringen har gennem sæson gæstet mange flotte lokationer, og nu er turen altså kommet til den ikoniske amerikanske by, New York.
Til start ved stævnet kommer en lang række europæiske ryttere, der har fragtet deres heste over atlanten, og blandt dem er to danskere.
Det drejer sig om Zascha Nygaard Lill, der kommer til start med hestene Partner In Crime og Miss Kanilvia PS og starter for holdet Basel Cosmopolitans. Det drejer sig ligeledes om Caroline Rehoff Pedersen, der kommer til start med sine heste Golden Eye og Chaccball, og repræsenterer holdet Stockholm Hearts.
Stævnet starter med en opvarming på torsdag, og herefter følger tre konkurrencedage. Holdkonkurrencen afholdes fredag den 19. september, mens den individuelle Longines Global Champions Tour Grand Prix of New York afholdes søndag den 21. september.