Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs

28-03-2020 20:15

Annika Knudsen Lorentsen

Bestyrelsen for Vilhelmsborg Festspil  har fredag måttet beslutte at lukke forberedelserne til Skammerens Datter, der skulle have haft premiere på scenen ved Vilhelmsborg d. 1. august. Beslutningen betyder desuden, at festspillet, som har haft til huse side om side med blandt andet Det Nationale Hestesportscenter og Dansk Varmblod, går konkurs

Copyright Ridehesten.com
Foto: Lasse Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Om baggrunden for beslutningen siger Steen Jonsson Agger, der så sent som 18. februar afløste Lisbet Lautrup Knudsen som formand for bestyrelsen:

– Den igangværende Coronakrise gjorde, at vi var nødt til at træffe beslutningen nu. Arbejdet med at skabe og rejse en scene samt alle øvrige forhold på pladsen startede i februar og forløber derefter normalt med stigende intensitet frem mod premieren – og slutter reelt først med afsluttet oprydning i oktober. Vi har som alle andre færre frivillige nu til at løfte de store opgaver sammenlignet med for 5 og 10 år siden, og det var simpelt hen ikke ansvarligt at forsøge at presse det hele igennem efter 4 eller måske flere ugers stilstand i processen, fortæller han og fortsætter:

– Desuden kom vi desværre ud af 2019 med et dårligt økonomisk resultat. Vi solgte væsentligt færre billetter end normalt, og selv om vi med flere tiltag havde held til at holde snor i udgifterne, så måtte vi give os selv en stor opgave dette forår: Billetsalget skulle øges kraftigt bl.a. gennem et fremstød i forhold til en ny tilskuergruppe – familier med store børn, der kender eller er nysgerrige på Skammerens univers. Derudover skulle vi være aktive i forhold til det lokale erhvervsliv og forskellige fonde for at øge annonce- og sponsorindtægter med mellem 100.000 og 200.000 for at kunne have en fremtid. Det er forståeligt, at flere af vore normale støtter blandt lokale virksomheder allerede har måttet sige nej til at støtte os i år – men det gør også, at målet om væsentligt flere kroner bliver utopisk. Kassebeholdningen rækker ikke til at dække de forpligtelser, vi allerede har, og derfor ville det være helt uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning – selv om vi havde barberet budgettet helt ud til kanten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Alle i bestyrelsen er berørte over at skulle træffe denne beslutning. Festspillet har været en stor del af manges liv. Vi har mange frivillige og enkelte honorerede medarbejdere, der gennem årene har lagt et kæmpestort arbejde i festspillet. For mange af dem har det nok været arbejde – men også et stort og givende fællesskab. Vi kan ikke takke dem alle nok, for det de har givet festspillet.

På grund af konkursen er det lige nu ikke muligt at sige noget om tilbagebetaling af billetter. Via festspillets hjemmeside er det muligt at komme i kontakt med advokat Lene Hansen, der står for konkursbehandlingen. Det er hende, man skal henvende sig til med spørgsmål af den karakter.

Vigtigt: Denne konkurs vedrører Vilhelmsborg Festspil og har ikke noget at gøre med hestesportscenteret eller andre aktiviteter på og omkring Vilhelmsborg. 

/Vilhelmsborg Festspil

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner