Video: Lamaze vandt mod alle odds

09-06-2019 16:29

Camilla Tiefensee Schrøder

Den canadiske toprytter Eric Lamaze har kæmpet sig tilbage i topsporten på trods af et hårdt sygdomsforløb med en hjernetumor. I går vandt han Rolex Grand Prix of Canada og slog sin gode ven, verdensetteren Steve Guerdat, som var dybt berørt og kaldte Lamaze en helt og stor inspiration for os alle

Copyright Ridehesten.com
OL-rytteren Eric Lamaze har denne weekend vundet både Rolex Grand Prix og en 150 cm-klasse ved det internationale springstævne på Spruce Meadows i Calgary, Canada. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Eric Lamaze har vundet mange store sejre i løbet af sin karriere, men sejren i lørdagens RBC Rolex Grand Prix of Canada på Spruce Meadows er muligvis en af de mest betydningsfulde nogensinde for ham personligt. Stævnet i Calgary er ifølge Worldofshowjumping.com hans første, siden han officielt meldte ud, at han det sidste halvandet år har kæmpet med en hjernetumor.

Drøm i opfyldelse
Sygdomsforløbet har betydet, at han en stor del af vinteren har været fraværende i sporten, og han fortæller i et pressemøde ved stævnet, at tanken om at vende tilbage til konkurrencebanerne på et tidspunkt kun var en fjern drøm:

– Vejen hertil har været lang. På et tidspunkt var det blot en drøm at kunne komme tilbage og konkurrere her, men med hjælp og masser af støtte fra fantastiske venner, personale og andre folk omkring mig blev jeg bare ved med at kæmpe, og så gik drømmen i opfyldelse. Og den her sejr er bare prikken over i'et, sagde Eric Lamaze.

Tårevædet hyldest fra Guerdat
Eric Lamaze vandt på den 13-årige Chacco Kid e. Chacco Blue/Come on med et trekvart sekunds forspring til verdensranglistens nummer et, schweiziske Steve Guerdat, som også er hans nære ven. Guerdat deltog også ved pressemødet, og som man kan se i videoklippet nedenfor, som han har delt på sin facebookside, var han dybt berørt over Lamazes præstation.

– Som de fleste af jer nok ved, bryder jeg mig normalt ikke om at blive slået og blive nummer to. Men – og det er ikke bare for at lyde flink – da jeg så, at der stod ”2” på resultattavlen, følte jeg mig glad, fordi jeg vidste, at Eric havde vundet. Han har været en stor inspiration for os alle sammen, lød det fra den schweiziske springrytter, som gennem det seneste halvandet år har set, hvordan sygdomsforløbet har påvirket Eric Lamaze.

– Allerede ved bare at gennemføre klassen kunne man kalde ham en helt. At han så oven i købet vandt – jeg har ingen ord for det, sagde Steve Guerdat.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Se Eric Lamaze og Steve Guerdat udtale sig på pressemødet her:

Heste er min terapi
Eric Lamaze har også gjort meget ud af at understrege betydningen af hans firbenede venner i forbindelse med sygdomsforløbet.
– Hestene er en stor del af grunden til, hvorfor jeg er her i dag. Jeg ved ikke, hvilket niveau jeg kommer til at ride på fremover i årenes løb, men jeg ved, at heste altid vil være en del af mit liv. Jeg vil blive ved med at ride, og jeg vil kæmpe hver dag for det. Heste er den bedste terapi, man kan få, udtaler Eric Lamaze.

Se resultatlisterne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner