Anna Pørtner
Cedergaard Sportsrideklub i distrikt 10 har i år introduceret en ny stævneform - de såkaldte tirsdagsstævner, som allerede har vist sig at være en stor succes blandt både professionelle ryttere og engagerede amatører. Det andet tirsdagsstævne blev afholdt i denne uge med stor tilslutning og ros fra deltagerne.
Bag det nye tiltag står Christina Madsen og resten af teamet fra Cedergaard, som har arbejdet målrettet på at skabe de bedste rammer for både heste, ryttere og publikum:
– Vi har bygget det hele op over de sidste par år, så vi nu har sekretariat, cafeteria og alt det nødvendige på plads. Det er plug and play, nemt og velfungerende. Vi ligger centralt, og det betyder bare meget. Især fordi vi faktisk er de eneste i distrikt 10, der holder udendørs distriktstævner, fortæller Christina Madsen.
Tirsdagsstævnerne blev oprindeligt etableret på opfordring fra professionelle ryttere, der ønskede et mere fleksibelt stævnetilbud i hverdagene. Ofte betyder stævner nemlig lange weekender fyldt med arbejde og planlægning, og med et stævne om tirsdagen, ville problemet blive afhjulpet.
– Det var faktisk de professionelle, der sidste år spurgte, om vi ikke kunne holde nogle stævner om tirsdagen. Det giver rigtig god mening for dem, så de kan bruge deres hestepassere i hverdagene, hvor de alligevel er på arbejde, og så kan de holde fri i weekenderne. Mange rejser også til udlandet for at ride stævner i løbet af ugen, så tirsdag passer perfekt til lige at give nogle heste en tur eller to inden, siger Christina.
Stævnerne har et alsidigt program, der starter med en cm-klasse tidligt på dagen og rummer C-klasser helt op til MA. Derefter begynder programmet forfra med endnu en cm-klasse sidst på dagen, så de ryttere, der har et arbejde eller en skole at passe i dagstimerne også kan få glæde af det nye initiativ.
– Det hele foregår meget stille og roligt. Der er ikke stres, og opvarmningen er aldrig overfyldt. Det hele er meget hyggeligt, og vi gør os umage med at få det til at føles som et rigtigt ridestævne, også selvom det "bare" er tirsdag, siger Christina Madsen med et smil.
Tirsdagsstævnerne holdes én gang om måneden og har hurtigt opnået stor popularitet. Klubben lægger vægt på fleksibilitet, kvalitet og gode forhold - noget rytterne sætter stor pris på:
– Vi har mange professionelle, der rider hos os. De er tit meget opmærksomme på bundforhold og rammer, og vi får mange positive tilbagemeldinger fra dem. Vi prioriterer flotte baner og spring, hvor man kan få lavet nogle rigtig flotte videoer fra vores stævner, afslutter Christina.
I tirsdags var der i alt 152 antal starter fordelt over hele dagen, som selvfølgelige startede og sluttede med en cm-klasse med stor fleksibilitet i forhold til højden på springene. Cedergaard Sportsrideklub har i alt 11 udendørsstævner i kalenderen i løbet af sæsonen, og med den allerede flotte start ser det ud til, at klubben fremover bliver et endnu større tilløbsstykke for ryttere, der ønsker at ride på fantastiske forhold både i hverdagene og weekenderne.
Næste planlagte springstævne hos Cedergaard Sportsrideklub er fra den 6.-8. juni, hvor der afholdes C-stævne inklusiv D-klasser for hest, og næste tirsdagsstævne vil altså være den 17. juni.