Annika Knudsen Lorentsen
Igennem årtier har Vagn Bennetsen sammen med sin hustru Irma og senere hans børn og børnebørn avlet heste. Vagn og Irma fik sin første avlshingst tilbage i 1978, da de købte springhingsten Didrik e. Atlantic.
De første år kørte Vagn rundt i landet med hingsten for at bedække hopper hjemme hos avlerne, men i 1984 overtog parret Mesing Østergaard, som de ombyggede til hingstestation og hvor de udbød bedækninger fra flere af deres hingste gennem årene.
Hingsten Didrik blev solgt og fik en international karriere under tyske Karsten Huck, som blandt andet gennemførte Hamborg Springderby og det er blot en ud af mange succesfulde heste, som Vagn og Irma har haft i stalden gennem årene.
I dag er Vagn og Irma stadig engagerede i sport og avl og det er de i høj grad gennem deres børn Morten og Anne Louise Bennetsen, som begge er aktive springryttere. Morten Bennetsen driver MB Horses i Veggerslev ved Grenå og tæt her på bor Vagn og Irma også på deres egen ejendom.
Mortens børn og særligt datteren, 18-årige Madelen er ligeledes aktive i sporten og hun har gennem sine år som pony-, children- og juniorryttere haft stor succes. Det er til stor glæde for Vagn og Irma, som følger med både deres børn og Madelen rundt på landets stævnebaner, hvor de er et kendt ansigt hos de fleste springryttere og avlere. Det erfarne avlerpar er ligeledes fast inventar ved Dansk Varmblods Hingstekåring, hvor de har været med helt fra start.
I dag fylder Vagn Bennetsen 75 år og vi hos Ridehesten vil gerne ønske ham stort tillykke.