UVM 2014 atter i gang

29-04-2014 12:39

Med forårets komme er UVM-forberedelserne i Danmark atter godt i gang, og i år sker det efter nye udtagelseskriterier og forberedelser inden UVM løber af staben den 6.-10. august i Verden, Tyskland. Første iagttagelse sker på lørdag på Vilhelmsborg

 

Copyright Ridehesten.com
Maria A. Andersen og Lohmann's Takitta ved sidste års udtagelse.

De første to weekender i maj afvikles iagttagelsesarrangementer på henholdsvis Vilhelmsborg, Aarhus og på Noagaard, Skælskør. Her har ekvipagerne mulighed for at kvalificere sig til UVM-bruttogruppen på baggrund af programridning, der bedømmes af de erfarne dommere, Birthe Lyder og Susanne Baarup.

Andre heste har allerede på baggrund af resultater fra sidste år – det være sig championater og UVM-deltagelse – modtaget en invitation til at indgå i UVM-bruttogruppen. Det skal således blive spændende at gense disse heste, der tidligere har leveret gode resultater sammen med gruppen af nye potentielle UVM-deltagere.

I år er Styringsgruppen foruden dommerne blevet suppleret af erfarne Finn Greve, der har stået bag mange ryttere, ligesom han har været formand for Dansk Ride-Instruktør Forening (DRIF). Nok så væsentligt i denne sammenhæng er hans mangeårige erfaring med såvel træning af unge heste som formidlingen af hans viden. Vi er meget glade over, at vi i lighed med andre nationer også kan tilbyde rytterne dette supplement til deres træning og uddannelse af de unge heste, ligesom vi ser det som en stor gevinst, at vi i år kan have en træner med ”på sidelinjen” i Verden i helt bogstavelig forstand.

Der vil i alt afholdes tre samlinger, der alle foregår Det Nationale Hestesportcenter Vilhelmsborg. Hver gang vil der være hjælp og vejledning, ligesom der sker en frasortering. Efter den 3. samling er antallet af ekvipager i de to årgange nede på de 8 stk., som vil blive tilmeldt stævnet i Verden. Den 22. juli afholdes den endelige udtagelse, hvor de to dommere atter kommer på banen sammen med Finn Greve, og det er således det trekløver, der sætter teamet til Verden.

UVM er et avlsarrangement under WBFSH, og det er således kun åbent for de heste, der her i Danmark er registreret hos de to avlsforbund, der er medlem af den verdensomspændende organisation. I Danmark har vi den glæde, at Dansk Ride Forbund bakker op og støtter, hvilket blandt andet har udmøntet sig i, at de ekvipager, der repræsenterer og er udtaget af Danmark opnår en direkte billet til finalestævnet i Dansk Ride Forbunds Championat for unge heste i efteråret 2014.

UVM-forberedelserne er altså ingen konkurrence, men samlinger med råd og træningstips. Arrangementerne vil være åbne for publikum, der i dagene umiddelbart inden afviklingen af de enkelte arrangementer kan se en tidsplan på Dansk Varmblods og Dansk Trakehner Avls hjemmesider.

Datoerne er:

•    1. iagttagelse for nye emner på Vilhelmsborg den 3. maj
•    1. iagttagelse for nye emner på Noagaard den 9. maj
•    1. samling for UVM-bruttogruppen på Vilhelmsborg den 17. maj
•    2. samling for UVM-bruttogruppen på Vilhelmsborg den 31. maj
•    3. samling med programridning på Vilhelmsborg den 14. juni
•    Endelig udtagelse på Vilhelmsborg den 22. juli

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner