Unge ryttere baner vejen for Danmark i 150 cm

17-10-2019 22:35

Annika Knudsen Lorentsen

Det blev fire tyske ekvipager i spidsen af aftenens 150 cm klasse ved World Cup Herning, men også flere danske ryttere red nogle utroligt flotte og fejlfrie runder på den svære bane i Jyske Bank Boxen

Copyright Ridehesten.com
Christine Thirup Christensen og Vedric. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Selvom det ikke blev en dansker i top-5, så er det alligevel svært ikke at glæde sig over resultatet i aftenens 150 cm klasse. For seks danske ekvipager red fejlfrit og blandt dem er fire ryttere stadig under 21. Det lover godt for fremtiden med så velridende unge ekvipager.

Bedste dansker blev dette års danmarksmester for U21, nemlig den 19-årige Christine Thirup Christensen, som red en overlegen og elegant runde med den velspringende vallak Vedric e. Hurlevent de Breka/Pamphile. Parret blev placeret som nr. 6.

– Det var dejligt at ride i Boxen i dag, Vedric var helt som han skulle. Jeg er rigtig glad for vores tur og det er dejligt at vide at vi er kvalificeret til lørdagens Grand Prix, fortæller Christine og fortsætter:

– Nu får han en velfortjent dag fri fra springningen i morgen, og så er jeg sikker på han er klar på lørdag, hvor vi forhåbentligt også kan gøre det godt. 

Vedric og Christine har efterhånden dannet par i et par år, og Christine fortæller, at det er dejligt at vide, at den erfaring Vedric og hende har, den har de opnået sammen. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Haastrup Kristensen og First Choice HT. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Næstbedste dansker blev Rikke Haastrup Kristensen på den meget velspringende hingst First Choice HT e. Favorit Ask/Contendro (opdr. H.C. Toft). Parret er en virkelig dejlig ekvipage at se ride, hingsten er yderst velspringende og godt redet af Rikke. Rikke blev placeret som nr. 9. 

På en flot 12. plads kom juniorrytter Theodor Linde med Salto des Nauves H D C e. Dollar Dela Pierre/Le Sartillais. Theodor guidede den dygtige vallak flot rundt på banen, og det må siges at være et yderst godkendt resultat fra parret. 

Copyright Ridehesten.com
Theodor Linde og Salto Des Nauves. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Flere flotte danske ridt
Uden for placering i klassen, men stadig fejlfrie, blev Martin Knudsen med avlshingsten Volstrups Cash e. Volstrups Casillas/Churchill (opdr. Pia Höllander og Henning Jensen), ekvipagen har en god rytme sammen og har efterhånden leveret mange flotte ture på højeste niveau. 

20-årige Clara Hallundbæk red også en fremragende fejlfri runde med HH Best Buy e. Baloubet Du Rouet/San Patrignano Cassini. Det er en ekvipage som bliver ved med at leverer flotte resultater på højt niveau, hvor de har mange flotte resultater ved internationale stævner i udlandet.

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen og Carolus-Magnus. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sidst, men ikke mindst, red Caroline Rehoff Pedersen en flot fejlfri runde på Carolus-Magnus e. Continue/Lord Kemm. Det er parrets anden 150 cm klasse sammen, senest red de 150 cm ved Christmas Show sidste år. Samtidig er det iøvrigt kun Carolines tredje 150 cm klasse, og den første på dette niveau. 

– Det var en fornøjelse at ride i dag, det føltes faktisk rigtig godt, og ikke svært, fortæller Caroline og fortsætter:

– Jeg havde god ro på, men jeg kunne da godt mærke det lidt i maven på den allersidste linje. 

Caroline, og alle de andre fejlfrie danske ekvipager er kvalificeret til lørdagens Grand Prix, så det bliver spændende at se de ekvipager som vælger at starte igen på allerhøjeste niveau i Jyske Bank Boxen lørdag aften. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner