Undersøgelsen fra Herning - sådan ser det ud

24-04-2020 10:37

Britt Carlsen

Som man kan læse i en nyhed her på sitet til morgen er der flere årsager til, at Herning var den kommune i Jylland med flest indlagte Covid-19-patienter. Hingstekåringen, der har været nævnt som smittekilden, blev afviklet efter hovedparten af smitten fandt sted i slutningen af februar

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Maria Mortensen

I ugerne efter Dansk Varmblods Hingstekåring i marts har det floreret med teorier om, hvorfor Herning har indtaget førstepladsen på listen over kommuner med flest coronasmittede målt pr. indbygger. 
Desværre blev hingstekåringen ret ofte peget på som årsagen. En forskergruppe på Hospitalsenheden Vest satte gang i en undersøgelse for at påvise årsagssammenhænge til sygdomsbilledet. Og som vi beskrev det den korte, indledende nyhed i morges, så fortæller Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge ved NIDO | danmark, center for forskning og uddannelse i Hospitalsenheden Vest:
- De første data viser, at der er tale om et sammensat og varieret smittebillede, hvor både udlandsrejser, deltagelse i arrangementer og især tæt fysisk kontakt med en COVID-19 positiv person udgør de sandsynlige smittekilder.
- Hvilke udenlandsrejser og arrangementer, der konkret er tale om, er vores datagrundlag for spinkelt til at sige noget om på nuværende tidspunkt. I mere end halvdelen journalerne fremgår det ikke, hvordan patienterne er blevet smittet.
- Viden om inkubationstid og de nye data om debut af symptomer hos den første større gruppe af vores patienter sandsynliggør, at hovedparten af smitten fandt sted i slutningen af februar. Det tyder enten på, at Vestdanmark formentlig har haft en smittespredning tidligere end hidtil antaget, eller at tiden fra smitte til sygdommens debut generelt er kortere end hidtil antaget.

Annette Haagerup har desuden udtalt til DR: - Men helt at afvise, at nogle på et senere tidspunkt også er blevet smittet, hvis man har været til et andet stort socialt arrangement, det kan man aldrig.
Resultaterne vidner generelt om, at Danmark har haft smittespredning tidligere, end det hidtil har været antaget. Eller at tiden fra smitte til sygdommens udbrud generelt er kortere, end man har troet.

Man kan læse mere om undersøgelsen HER

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner