Udfordrende kvalifikation blev vundet af Line Heltborg

31-01-2020 20:18

Annika Knudsen Lorentsen

(video) I dagens afdeling af Agria DRF-Mesterskabet for juniorryttere red kun to ekvipager fejlfrit og indenfor tiden, og hurtigst af dem var Line Busk Heltborg, og dermed er hun i spidsen frem mod søndagens finale

Copyright Ridehesten.com
Line Busk Heltborg og Gaville. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

40 ekvipager var til start i dagens kvalifikation i Agria DRF-Mesterskabet for juniorryttere, og det var en meget udfordrende bane der mødte rytterne. 

Faktisk red blot 3 ekvipager fejlfrit på forhindringerne, og blot to af dem red indenfor den fejlfrie tid. Hurtigst af dem var Line Busk Heltborg med Gaville e. Chellthago Z/Animo, som red i tiden 65.24 sekunder. Ekvipagen har ikke dannet par særlig længe, men alligevel formåede de som en af få at levere en fejlfri runde i dag.

– Jeg havde ingen forventninger til hende inden klassen i dag, men hun sprang bare virkelig godt i dag, fortæller Line, som du kan høre fortælle mere om dagens sejr i videoen nederst i nyheden.

Copyright Ridehesten.com
Noona Wildfang Linde og I-Caipiroska. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

På andenpladsen blev det Noona Wildfang Linde med I-Caipiroska e. Diamant de Semilly/Cascadeur, som var blot et my langsommere end Line. Hun red i tiden 65.45 sekunder. I lang tid så det ud til at der ikke ville komme nogen fejlfrie ryttere i klassen. Men først leverede Line en som start nr. 31, mens Noona red ind og leverede et fejlfrit ridt som femte sidste rytter. Noona red en flot og fejlfri runde, og nu har både hun og Line et rigtig godt udgangspunkt inden søndagens finale. 

Copyright Ridehesten.com
Christian Svendgaard og Haribo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dygtig ung mand på tredjepladsen
Christian Svendgaard red på banen med den 8-årige Haribo e. Sheraton/Indorado som nr. 6 i dagens klasse, og her leverede han et virkelig godt ridt. Christian red fejlfrit på forhindringerne, men der sneg sig en enkelt tidsfejl ind. Selvom det i lang tid så ud til at han alligevel ville tage sejren, endte han på en fornem 3. Plads, og også han ligger lunt i svinget inden finalen. 

Fjerdepladsen gik til Frida Munk Lassen med Neergaards Ci Ci Chanel e. Ci Ci Senjor Ask/Michellino (opdr. Stald-Neergaard), som i dag red med et enkelt nedslag og dermed endte med 4 fejl. Det samme gjorde Maria Barnewitz Schou med Seana, en stærk ekvipage, som i dag blot havde et uheldigt spring, der resulterede i de fire fejl. 

På søndag afgøres mesterskabet for juniorrytterne, alt kan ske, så det bliver spændende at se hvem der vinder medaljerne.

Se start- og resultatlister fra stævnet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner