Tredje runde af Brogaarden Para Cup

08-09-2018 11:49

I denne weekend afholder Hedensted Rideklub tredje runde af Brogaarden Para Cup, hvor man blandt andet kan opleve den tidligere dobbelte verdensmester, Line Thorning Jørgensen

Copyright Ridehesten.com

Søndag d. 9. september afvikles 3. runde af Brogaarden Para Cup ved et C-stævne i Hedensted Rideklub, hvor der samtidig afholdes distriktsmesterskaber for Distrikt 10.

Der er hele 16 ekvipager tilmeldt i para-cuppen. Dette er klart det højeste antal tilmeldte, der har været i de to sæsoner, cuppen nu har været afviklet.

Det er dejligt, at rytterne støtter op om cuppen. Sidste år tiltrak cuppen flere ryttere, der ikke tidligere havde startet para-dressur. Dette gør sig gældende igen i år – og ved både 1. og 2.  kvalifikation inden sommerferien, samt her ved 3. kvalifikation i Hedensted, kan vi igen byde velkommen til ryttere, vi ikke tidligere har set i konkurrence for para-ryttere.
Såfremt alle tilmeldte kommer til start i Hedensted, vil der i alt være 21 ekvipager, der har deltaget i Brogaarden Para Cup 2018.

I Hedensted kan man opleve den tidligere dobbelte verdensmester, Line Thorning Jørgensen, der efter 4 års pause fra paradressur nu vender tilbage til sporten og starter på sin nye hest, Don Alivan.
Derudover starter ponyrytteren Anna Krarup Slinkert og ponyen Sheik, der i øjeblikket fører Brogaarden Para Cup. Ekvipagen vandt i juni DM-sølv for U25-pararyttere.
Vinderen af dette års anden runde af cuppen, DM-bronzevinder fra Grad 2, Tina Chabert Jensen og Ælling deltager ligeledes. Endvidere starter den nykårende sølvvinder i Sjællandsmesterskabet for pararyttere, Luna Riis Søborg, der har haft en forrygende sæson med sin nye hest, Pæregaards Romario, til trods for, at de to kun har dannet par i få måneder.

Ved stævnet i Hedensted er der en opvarmningsklasse for pararytterne om lørdagen kl. 13.45.
Brogaarden Para Cup afvikles søndag ca. kl. 13.45-16.

Sidste kvalifikationsrunde afvikles i Vallensbæk d. 6.-7. oktober.
Herefter går de 10 bedste ekvipager videre til finalen på Dalumgaard d. 3.-4. november.

/Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner