Thomas Bach Jensen
Dagens første klasse ved landsstævnet i Aalborg i dag var Aalborg Kommune MA2, som blev vundet af Maik Kohlschmidt med hesten Vladimir e. Krack C/ El Corona med 73,246%. Maik vandt også PSG igår på denne imponerende 12-årige KWPN-vallak. Nr. 2 i dagens MA2 blev fynske Sanne Henningsen med 8-årige Lorenzo e. Lord Loxley/ Rubin-Royal med 68,772% foran Caroline Aarosin, der med Day Dream e. Royal Diamond/ Midt-West Ibi-Light (opdr. Lone Bøegh Henriksen) opnåede 67,763%. Dermed satte unge Caroline sig på sejren i ungryttermesterskabet og kan nu kalde sig jysk mester i dressur for ungryttere.
Caroline Aarosin trænes af berider Michael Søgaard, og de havde ikke taget turen fra Nordsjælland til Nordjylland forgæves. Michael Søgaard sejrede i dag i Kraft Grand Prix med avlshingsten Hoftanz e. His Highness/ Rotspon med 69,800% foran gårsdagens Inter-II-vinder Rie Møller Jensen med sin og Lars Frank Jensens hjemmeavlede hoppe Toftekærs Diva e. Blue Hors Don Schufro/ Ferro. Dagens placeringsrækkefølge i Grand Prixen blev også den endelige stilling i jysk mesterskab i dressur for seniorrytter, hvor altså berider Michael Søgaard sikrede sig mesterskabstitlen.
Park Hotel MB3 var dagens tredje og sidste klasse og klassen, hvor jysk mester i dressur for juniorryttere skulle findes. Dagens klasse blev vundet af Danmarks 4-stjernede dressurdommer Kirsten Søgaard med den dejlige hoppe Cindy Møgelvang e. Michellino/ Come Back II foran den dygtige paradressurrytter Line Kongensgaard, der for tredje dag i træk styrede Laponio e. Laurentio/ Hohenstein sikkert og solidt igennem programmet, hvilket i dag indbragte ekvipagen 72,292%. Mesterskabet for juniorryttere gik til Victoria Kuusisto Pedersen med Don Johnson e. Dr. Jackson/ Cashman, der i dag blev nr. 6 i klassen med 67,875%.
Se stævnets resultater HER.