Totilas solgt til Paul Schockemöhle!

14-10-2010 13:19
Så brast rygterne ud i en sandfærdig historie. Det hollandske ægtepar Visser bekræfter at have solgt hingsten Totilas til den tyske hingsteholder Paul Schockemöhle. Edward Gal er sønderknust

Dressurhistoriens mest omtalte hest nogensinde og en af verdens mest eftertragtede avlshingste - selv om det første føl endnu ikke er født - Totilas er solgt til Paul Schockemohle, beretter Eurodressage idag om. Cees Visser har været diskret om handlen, men idag har Schockemöhle selv valgt at komme frem med nyheden. - De seneste to år har været som en drøm for os, fortæller ægteparret Cees og Tosca Visser. Vi har nydt hvert et øjeblik i vores eventyr med Totilas og Edward, men det var til sidst ikke længere muligt at modstå buddene på Totilas. Derfor er tiden kommet til at lade ham komme videre. Totilas' rytter Edward Gal er i sagens natur slået helt ud over salget af denne enestående hest men forstår familien Vissers beslutning. - Det er helt uvirkeligt for mig, at Totilas rejser herfra. Fra det første øjeblik jeg red ham, vidste jeg, at der var tale om en hest, som man kun møder én af i hele sit liv. Der har konstant været købsinteressse, men jeg havde aldrig forventet, at det skulle gå så stærkt. Jeg forstår godt beslutningen, men jeg er ked af det, fortæller verdensmesteren. Ægteparret Visser udtaler, at de er klar over, at det er meget svært for Edward lige nu. De priser rytteren for hans store arbejde og tro på hesten. - Uden Edward var Totilas aldrig blevet sådan et fænomen. Vi regnede aldrig med, at de skulle blive sådan en topekvipage, da vi købte hesten og sætte den i ridning hos Edward. De har sammen skabt nye dimensioner i dressur. Vi fortsætter med at opkøbe lovende dressurheste som tidligere, og vi vil stadig stille heste til rådighed for Edward i fremtiden.

Se Ridehestens mange nye billeder af Totilas og Edward Gal ved WEG 2010 i Kentucky i vores fotodatabase!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner