Astrid Ø. Sørensen
Der har været femstjernet dressur og springning samt paradressur på programmet denne weekend til CHI Al Shaqa-stævnet i Doha. På springsiden er Danmark blevet repræsenteret af Rikke Belinda Barker, Zascha Nygaard Lill og Andreas Schou, hvoraf sidstnævnte i går sluttede stævnet med store succeser.
Lørdag aften var 50 deltagere, heriblandt mange europæiske topryttere, til start i CSI5* Grand Prix præsenteret af Longines. Andreas Schou var blandt de otte ryttere, som formåede at ride fejlfrit i begge klassens to faser over de 160 cm høje forhindringer, og med en tid på 37,27 sekunder i anden fase besatte han i sidste ende femtepladsen sammen med den 12-årige Napoli vh Nederassenthof e. President/ Quasimodo Z. Napoli var Andreas' OL-hest i Paris i sommeren sidste år, men vallakken har siden da haft brug for en pause fra de høje klasser, og det har båret frugt, fortæller Andreas:
– Napoli har haft en pause på to måneder fra store stævner og legede rundt i nogle små klasser i Oliva i Spanien. Det er fantastisk at mærke hans glæde over at gå topsport igen, og så er det tilmed skønt at ride dobbelt nul, efter jeg har haft mange super gode runder på ham, men hvor det er blevet til et enkelt nedslag.
Klassen blev vundet af den svenske OL- og VM-rytter Malin Baryard-Johnsson, der på hoppen H&M Indiana e. Kashmir Van Schuttershof/ Animo's Hallo var ca. to sekunder hurtigere end Andreas. Med to fejlfrie runder og en tid på 35,21 sekunder i klassens anden fase tog hun sejren og den medfølgende præmiesum på mere end 1,3 millioner danske kroner.
Andreas havde også medbragt den 11-årige vallak Billy Matador e. Billy Mexico/ Animo til Doha, og fredag kvalificerede parret sig, som det også var tilfældet for Zascha Nygaard Lill, til omspringningen i Grand Prix-kvalifikationsklassen på 155 cm. Der er dog ikke langt fra succes til skuffelse i springning, og da en enkelt bom faldt for Andreas og Billy i omspringningen, var de ude af kampen om placeringerne. Lørdag var det tid til revanche, og her blev det til et dobbelt fejlfrit resultat og en femteplads for parret.
– Billy har været helt fantastisk, og efter at vi var så tæt på et topresultat fredag, var det ekstra skønt, at det lykkedes med ham i går, lyder det fra Andreas, der nu har blikket rettet mod næste uge, hvor han for første gang skal ride for sit nye GCL-hold Basel Cosmopolitans i Global Champions League-turneringen.
Zascha Nygaard Lill var ligeledes til start i klassen og red en flot tur, men endte lige uden for placeringsrækken efter en enkelt bom på den 12-årige hoppe Primavera e. Mylord Carthago HN/ Cornet Obolensky.
Stævnets start- og resultatlister.