Topkuske tørner sammen i Ebbeskov

19-01-2007 08:24

Britt Carlsen

Nogle af Sjællands bedste kuske og heste er med i feltet, når Fakse Køre- og Rideforening holder indendørsstævne i hestevognskørsel lørdag den 20. januar på Kastaniegården i Ebbeskov. 26 ekvipager fra hele Sjælland vil dagen igennem konkurrere i dressur, keglekørsel og maraton. Der bliver hestevognskørsel på højt plan, når Fakse Køre- og Rideforening på lørdag slår portene op til årets indendørsstævne. Ikke mindre end syv medaljetagere fra sidste års danmarksmesterskab i kørsel er meldt til start. Blandt andet Kurt Klindt fra St. Heddinge og Thomas Petersen fra Slangerup, som løb med guldet for henholdsvis tospand hest og firspand pony. Shetlændere udfordrer de store Undtagelsesvis får de dygtige kuske lov til at kæmpe mod hinanden i Fakse, uanset hvor mange heste der er spændt for vognen, eller om det er store eller små heste. Thomas Petersens fire sorte shetlændere skal således prøve kræfter med de store heste. Men det er ingen ulempe at være lille og kvik, når det foregår inden døre, hvor pladsen er mere trang. - Ved de store udendørsstævner i sommerhalvåret er kuskene normalt delt op i forskellige klasser alt efter, om de kører med en, to eller fire heste eller ponyer. Men indendørs gør vi det lidt anderledes. Her er de rutinerede kuske samlet i en klasse, mens begyndere og let øvede kuske får deres egne klasser. Det gør det lidt nemmere for nye kuske at komme i gang med konkurrencekørsel. Og for de garvede kuske er det kun sjovt at få lov til at prøve kræfter med hinanden på tværs af de normale klasser, fortæller Gyda Andersen fra Fakse Køre- og Rideforening. 12 kuske er meldt til i klassen for rutinerede kuske, mens der syv kuske i hver af de øvrige klasser, begyndere og letøvede. Fart over feltet Kuskene lægger for med dressur, hvor de – ligesom i ridedressur – skal vise hestenes smidighed og gangarter i forskellige øvelser. Bagefter følger en keglebane, hvor kuskene skal vise deres evne til at køre præcist. Og til sidst kommer favoritten, maraton, hvor kuskene i bedste rally-stil skal gennemføre en forhindringsbane i fuld fart til publikums store jubel. - Maratonen er som regel det store trækplaster, fordi det er så action-præget og stiller store krav til både kuske og heste. Det kan se legende let ud, når eksempelvis firspandene snor sig gennem forhindringerne i galop. I virkeligheden er det noget af en kunst at få fire ponyer til at enes om at galopere igennem de forskellige porte, siger Gyda Andersen. Dressuren starter kl. 8.30, keglekørslen kl. 12.15 og maratonen kl. 14.30. Stævnet bliver afholdt på Kastaniegården, Holteskovvej 8, 4640 Fakse. Der er fri adgang for alle.

Astrid Ø. Sørensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen