Annika Knudsen Lorentsen
Siden offentliggørelsen af de første seks ryttere i Salling Fondenes Talentprogram har Dansk Ride Forbund og Team Danmark haft mulighed for at vurdere flere mulige kandidater. På baggrund af faglige vurderinger og seneste observationer udvides talentgruppen nu med to nye U25-ryttere: Lea A. Torabi og Julie Dam Jensen.
– Lea og Julie har begge vist, at de besidder det sportslige og personlige potentiale, der kræves for at blive en del af talentgruppen. Vi ser meget frem til at følge deres videre udvikling, siger elitesportschef i Dansk Ride Forbund, Susie Dannemand.
Lea og Julie viste flotte takter ved decembersamling
Lea A. Torabi har haft et flot første år som U25-rytter i 2025 med stærke resultater både nationalt og internationalt; herunder placeringer ved samtlige internationale starter. Hun er dedikeret og hårdtarbejdende med et stærkt set-up omkring sig. Ved U25-samlingen i december viste hun og hendes hest tydelig fremgang og sammen vurderes de til at kunne være et relevant emne til et eller flere af sommerens mesterskaber.
Julie Dam Jensen er ny i U25-rækken fra 2026 og har endnu sin debut på dette niveau til gode, men hun har leveret flotte præstationer som youngrider. Hun er netop begyndt at danne makkerpar med en ny hest, som ved decembersamlingen viste et særdeles stort potentiale. Med den rette støtte vurderes ekvipagen at kunne komme rigtig langt. Julie udmærker sig ved sin vedholdende indsats og evnen til at forvandle engagement til konkrete resultater. Hun er et godt eksempel på, hvordan man med hårdt arbejde, målrettethed og skarpe prioriteringer kan nå langt og være med dér, hvor det sker.
Wolfram Wittig, eksperttræner og technical advisor, har ved seneste samling observeret begge ryttere og vurderer, at de matcher talentprogrammets sportslige niveau og udviklingsperspektiv.
En del af et langsigtet talentarbejde
Salling Fondenes Talentprogram er målrettet unge atleter med potentiale til at begå sig på højeste internationale niveau indenfor fem år. Programmet løber fra 2025 til 2028 og giver rytterne adgang til både sportsfaglig ekspertise og individuel støtte, der skal lette overgangen fra talent til senioratlet.
Med optagelsen af Lea A. Torabi og Julie Dam Jensen består talentgruppen nu af otte ryttere: