To heste omkommet på færge

13-01-2017 14:59

Natten til torsdag omkom to travheste på en færge mellem Finland og Sverige

Copyright Ridehesten.com

To travheste var på vej til træning, da de omkom på færgen Tallink Silja Symphony mellem Finland og Sverige.

Travhestene Pine Crown Girl og Euforia Diablo skulle flyttes fra Finland til træneren Veijo Heiskanen i Sverige. Trods flere advarsler om uvejr, valgte man alligevel at transportere hestene med færgen. Ifølge tidningridsport rapporterede flere medier, torsdag morgen, at de to heste var blevet alvorligt skadet under rejsen over Østersøen, men det ligger nu klart, at de to heste var døde ved ankomsten til Sverige.

Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt, men det forlyder, at dødsårsagen kan skyldes iltmangel. Ifølge den finske avis Ravinetti, blev chaufføren, der transporterede de to heste, søsyg og han forlod derfor hestene. Færgens personale efterså hestene sidste gang kl. 03.30. På dette tidspunkt så man, at hestenes tilstand var dårlig, men der blev ikke gjort yderligere for at hjælpe hestene. Ifølge den finske avis Iltalehi, anklager hestenes ejere rederiet, for ikke at holde bedre opsyn med hestene. Ejerne ønsker, at rederiet skal påtage sig skylden, hvilket afvises af pressechef på Tallink Silja, Marika Nöjdin, der pointerer, at det er chaufførens eget ansvar at holde opsyn med hestene.

Hestene skal nu obduceres  på dyrehospitalet i Uppsala, for at finde frem til dødsårsagen.

/tidningridsport.se

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner