Tina sad seks timer i dopingkontrol

05-10-2019 17:38

Camilla Tiefensee Schrøder

Paradressurrytteren Tina Chabert Jensen er taget til Norge for at deltage i et internationalt stævne for første gang – en kæmpe oplevelse, der både har budt på succesoplevelser og uventede udfordringer, da et rutinemæssigt dopingtjek endte i en noget ubehagelig oplevelse

Copyright Ridehesten.com
Tina Jensen Chabert og Ælling. Foto: Ridehesten.com/Mette Emilie Pedersen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med to nydelige ridt på den 19-årige vallak Ælling er Tina Jensen Chambert godt i gang med sit første internationale stævne i udlandet som paradressurrytter. I går opnåede hun dagens bedste danske resultat, da hun scorede 66.869% i grad II. Det har været en overvældende oplevelse, men også noget af en prøvelse for den dygtige pararytter, der har sygdommen sekundær progressiv sclerose.

"Jeg kommer aldrig op af den kælder!"
I går blev ti ud af stævnets 16 pararyttere indkaldt til doping-stikprøvekontrol efter præmieoverrækkelsen kl. kvart over to. Tina og de tre andre danske ryttere skulle alle indlevere en urinprøve, hvilket normalt ikke er nogen stor udfordring. Men det var det for Tina pga. hendes sygdom.
– Jeg sad nede i en kælder, og ifølge reglerne må man ikke forlade lokalet, før man har tisset. Men det kunne jeg ikke. Jeg prøvede at drikke en masse vand, men fordi jeg i forvejen var meget træt og overbelastet efter en hård dag, blev jeg dårlig og kastede vandet op igen. Heldigvis løste det sig til sidst, da jeg tog en vanddrivende pille, fortæller Tina. Hun endte med at sidde nede i kælderen i seks timer.
– De var så flinke ved mig, men i går ved syvtiden var jeg grædefærdig. Jeg tænkte: jeg kommer aldrig op af den her kælder!
Heldigvis lykkedes det hende klokken kvart over otte om aftenen at få afleveret urinprøven. Trods den lange aften i går var hun tilbage i sadlen i dag og ved godt mod.
Linne Eidsaa, presseansvarlig for Indoor Epona 2019 oplyser til Ridehesten, at Antidoping Norge ved stævnet gennemfører kontrollen helt i overenstemmelse med de internationale regler og retningslinjer fra World Anti-Doping Agency.

Nyheden fortsætter efter annoncen

En unik chance
Tina Chabert Jensen havde også kvalificeret sig til finalen af Brogaarden Para Cup, som afvikles denne weekend hos Esbjerg og Omegns Rideklub. Selvom hun havde været den mest vindende rytter i kvalifikationsturneringen, valgte hun alligevel at tage imod invitationen om at komme med til Norge, da det at komme til stævne i udlandet var en stor drøm.
– Jeg ved ikke, om jeg får mulighed for det igen. Hvis jeg nu bliver så syg, at jeg ikke kan ride mere eller ikke længere har ressourcerne til at tage langt væk, fortæller Tina, som trods gårsdagens udfordringer er lykkelig over, at hun tog af sted til Norge.
– Jeg er helt overvældet og glad i låget og kan slet ikke lade være med at smile, når jeg rider ind på banen og udstråle selvsikkerhed. Jeg siger til mig selv: "Det her skal vi bare: Nu sidder du tungt i sædet, Tina, og så klarer vi det", fortæller hun. – Det er ubeskriveligt. Tænk at man kan arbejde sig op fra at være en almindelig sclerosepatient og nå hertil, siger hun og takker sin ridefysioterapeut, Helene Elisabeth Sloth samt sin uundværlige hjælper, Louise Thaulov.

Fra grad II til grad I
I Danmark har Tina Chabert Jensen indtil nu været klassificeret som grad II-rytter, men ved det internationale stævne skulle hun også testes af de internationale klassifikatører. Her blev hun testet grad I, som er kategorien for ryttere med de sværeste handicap.
– Jeg har været i grad II et stykke tid, hvor der både er skridt og trav i programmerne, men i går kunne jeg godt mærke, at det er godt, at jeg rykker i grad I, fortæller hun. Hendes sygdom, vil desværre kun give flere og flere udfordringer med tiden, men hun finder styrke og glæde i ridningen og at hygge om hesten Aelling, når hun er i stalden.
– Var det ikke for min ridning, ville jeg sidde permanent i kørestol nu.

Læs mere om paradressurrytternes resultater i Kristiansand

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner