Tilbage i sadlen!

23-06-2014 11:30

Torsdag var Lisbet Seierskilde atter tilbage i sadlen efter den skade, der kostede hende DM-deltagelsen. Nu er målet Falsterbo Horse Show

Copyright Ridehesten.com
Lisbet Seierskilde.

Lisbet Seierskilde skriver følgende på sin hjemmeside:

Klar til første ridetur efter min hidtil længste periode væk fra dressuren. Da jeg fik grønt lys kunne kæreste Kim ikke bestemme sig for om jeg mest af alt mindede om en stofmisbruger eller en lille pige i sommerland som måtte få en trækketur, men et sted derimellem er nok meget præcist beskrevet. Skinnen som i kan se på benet har jeg selskab af endnu fem uger når jeg ikke sidder i sadlen.

De seneste uger har været alt andet end normale. Min kontakt til hestene har været begrænset og jeg har hovedsageligt hjulpet det jeg nu kunne med at sadle hestene til de ryttere som har holdt dem igang. Min plan var at alle, også de unge heste, skulle rides af mine elever og jeg skulle undervise dem, men jeg fandt hurtigt ud af at det var for meget med benet, så de yngre heste fik to ugers sommerferie og er nu så småt ved at starte op igen.

I onsdags d. 18. juni skulle jeg så til tjek hos Team Danmarks læge og fysioterapeut. Lægen var godt tilfreds med den stabilitet der var opnået i knæet, men næste skridt bliver at få smidigheden bedre i knæet uden at belaste ledbåndet for meget.

Efter undersøgelsen masserede fysioterapeuten benet igennem og jeg gennemprøvede en række øvelser som jeg skal lave 3 x 10 gentagelser af to gange om dagen for at få benet i gang. Jeg fik ligeledes grønt lys til at forsøge at ride, så allerede onsdag aften aftalte jeg med Laura Mølvig, som har redet Nørden, at jeg kunne ride de sidste fem minutter af træningen.

Når jeg rider har jeg et slags støttebind på med små jernstivere i siden. Derudover er jeg bandageret fra midten af skinnebenet til midten af låret. Det betyder at mine gamle ridestøvler er blevet genoplivet og bliver gaffa-tapet sammen til træning.

Nørden har været holdt i gang på et lidt mindre intenst niveau end normalt, og Laura har klaret det så flot, selvom Nørden lige skulle vænne sig til at Lauras schenkler sidder lidt højere oppe. Smil. Valget faldt på netop Laura fordi hun er en sympatisk rytter og har redet ved min mor altid, hvorfor grundridningen er meget lig min. Derudover har Laura selv en hest som på mange måder minder om Nørden rent teknisk.

Vejen tilbage i sadlen er gået som smurt. Det niver i benet lige når jeg sætter mig op, men efter nogle minutter bliver det bedre og jeg mærker ikke det store til skaden. At sætte sig på Nørden er som at tage forlængede arme og ben på. Jeg ved præcis, hvor alle knapperne sidder og allerede på dag to red vi pirouetter, serier og traversader og han var super fin og smidig. Jeg tør godt melde ud, at Falsterbo i den grad er målet og vi arbejder på at være kniv skarpe om godt to uger. Idag søndag red jeg 25 minutter, så jeg er optimistisk.

Kæmpe enorm tak til min mor for at have passet hestene ekstra meget, tak til Tanja for udmugning hver dag (det kan jeg godt vænne mig til), tak til Sandra for fin ridning af Karisma, tak til Thomas og Katinka for at hjælpe mig de unge igang igen og en kæmpe enorm tak til Christina Lykke, som har masseret Nørden tre gange om ugen (ja i læste rigtigt!) for at holde smidigheden helt i top, trods den reducerede træningsmængde.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner