Maja Golles
Det er næsten ikke til at tro. Når den 30-årige Susanne Jensby Sunesen træner hingsten Leight i ridehallen i udkanten af Hundborg, er der et perfekt samarbejde mellem den hvide hest og den lyshårede rytter. Men hvor andre dressurryttere på Susanne Jensbys niveau bruger benene som et vigtigt hjælpemiddel i kommunikationen med hesten, bruger hun i stedet en pisk i henholdsvis højre og venstre hånd til at give hesten de signaler, som andre ryttere giver med benene. En aften i ridehallen i februar 2006 ændrede Susanne Jensbys verden sig i brøkdelen af et sekund. Pludselig væltede en cirka 500 kilo tung bigballe ned over hende. - Så lå jeg der, fuldstændig dækket og ved fuld bevidsthed, men ude af stand til at røre mig, fortæller Susanne Jensby, som bare kunne vente på, at nogen kom ud i hallen. Så snart bigballen var fjernet og allerede inden ambulancen var fremme, stod det klart, at Susanne var kommet alvorligt til skade. Og da hun efter fem - seks timer i afsindige smerter lå på sygehuset i Århus, fik hun den kontante besked: Ryggen er brækket, der er ikke noget at gøre nu. I august 2006 er Susanne tilbage på hesteryg. Til en start i absolut slow-motion og kun i skridtgang. - Men det hjalp mig til at genvinde min balance. I den første tid efter, jeg var blevet lam, var jeg som en nyfødt. Jeg kunne ingenting uden støtte, siger hun. Selv om hun havde redet, siden hun var syv år, følte Susanne ingen trang til at forcere. - Nok mest fordi jeg nødig ville opleve det nederlag, det ville være, hvis jeg ikke kunne ride igen, siger hun. Bekymringerne blev gjort til skamme. I november 2006 var hun med det danske landshold til Nordiske Mesterskaber i handicapridning. Forinden havde hun pudset formen af ved at vinde en klasse til et ¿almindeligt¿ distriktsstævne. - Et rask-stævne, tilføjer hun. Susanne har netop fået førtidspension, men håber også fremover at gå på arbejde nogle timer hver uge. Kilde: Thisted Dagblad
