Astrid Ø. Sørensen
I foråret fik Trekroner Horses, der er beliggende på Djursland, et hoppeføl på deres rutinerede PRE-avlshoppe Veterana. Folingen gik uden problemer, og det så ud til at blive et fortsat udramatisk forløb, hvor føllet, der fik navnet Trekoners Leyenda efter den spanske præmiehingst Poeta De Susaeta, skulle vokse trygt og naturligt op – men et døgn efter folingen gik det galt.
– Veterana blev et døgn senere akut forfangen og stod med yverbetændelse. Hun var så dårlig, at vi på ingen måder kunne flytte hende, og vi kontaktede straks vores vanlige dyrlæge. Det var sent om aftenen, og dyrlægen, der havde vagten, var langt væk, og vi blev rådet til at ringe videre. Til sidst fandt vi en dyrlæge over 100 km væk, der var villig til at komme, indleder Heidi Sehested Mariager, der sammen med sin mand driver det østjyske stutteri, fortællingen.
Herefter blev den erfarne avlshoppe, der med Leyenda netop havde fået sit niende føl, skyllet og fik penicillin og smertestillende. På dette tidspunkt var Heidi og hendes mand begyndt at give føllet flaske, da Veterana havde så meget betændelse i yveret, at det gjorde for ondt til, at føllet på nogen måde kunne die. Dagen efter blev avlerparrets vanlige dyrlæge kontaktet:
– Vi kontaktede dagen efter vores vanlige dyrlæge, som har insemineret Veterana samt scannet og tilset hende igennem drægtigheden, men beskeden var desværre nedslående: De vil ikke komme og behandle hende, da vi bor for langt væk, og der var tale om en behandling, som ville vare flere dage. Vi blev tilbudt at komme med hende til deres klinik, men Veterana kunne ikke gå et eneste skridt. Det var derfor udelukket at forsøge at få hende i en trailer. Jeg tryglede og bad, men svaret var det samme – de ville ikke komme, fortæller Heidi.
Herefter rakte Heidi ud til den dyrlæge, som parret tidligere benyttede, inden de flyttede længere væk. Det var en lang køretur, men denne dyrlæge indvilligede i at komme, og det blev begyndelsen på den lange og livsnødvendige behandling af Veterana.
– Veterama blev sat i intensiv behandling, og hun blev fulgt meget tæt i ugerne efter. Jeg var i daglig kontakt med dyrlægen og snakkede desuden med vores smed et par gange om ugen. Efter et par uger var der kommet så meget gang i mælkeproduktionen igen efter hendes yverbetændelse, at føllet nu kun skulle suppleres hver fjerde time med flaske, beretter Heidi og fortsætter:
– Langsomt gik det altså fremad, men Veterana var dog stadig på stærk smertestillende. Både dyrlægen og smeden begyndte at tro på, at Veterana ville blive rask igen. Føllet stortrivedes, og det var tydeligt, at morhoppen havde fået det bedre.
Da føllet blev seks uger gammelt, var der ikke længere behov for, at Heidi og dyrlægen havde daglig kontakt. De troede nu på, at Veterana kunne blive helt rask. Hoppen og føllet begyndte at komme lidt ud, og Heidi og hendes mand lavede en lille paddock-fold, hvor de to heste selv kunne gå ud og ind, som de lystede. Leyenda havde kun set verden udenfor i ganske korte overblikke, og det var derfor stort for det livlige føl for alvor at komme ud i den friske luft.
– De første seks uger af Veteranas forfangenhed måtte føllet blive inde ved sin mor. Vi gjorde det så godt, vi kunne og lavede halvdelen af deres boks med sand og den anden halvdel med beton, så føllet kunne få styrket sine sener. Alligevel kunne vi se på hende, at hun ikke havde været nok ude og bevæge sig. Heldigvis så fremtiden nu lys ud for Veterana, og da føllet blev syv uger, var det med et stort håb for fremtiden, siger Heidi og fortsætter historien:
– Da jeg sagde godnat til Veterana og føllet den søndag aften, tænkte jeg på, at næste dag var dagen, hvor føllet, der i mellemtiden havde fået kælenavnet Bambi, skulle starte sit nye og almindelige følliv.
Det blev mandag morgen, og Heidi gik i stalden, hvor hun så, at der var opstået et tilbagefald – og det var alvorligt. Hovbenet var brudt igennem sålen på Veteranas ene ben, og som Heidi siger det, så vidste hun lige på stedet, at nu var det definitivt slut. Dyrlægen kom efter kort tid og på det, som Heidi beskriver som en smuk forårsdag, sagde Leyenda farvel til sin mor; kun syv uger gammel. Det store spørgsmål var nu: Hvad skulle der ske med føllet? En 25-årig tidligere avlshingst skulle vise sig at blive redningen.
– Til historien hører også Dinero, lyder det fra Heidi, der fortæller: – Den spanske tidligere avlshingst Dinero, der har boet ved os i 16 år og været vallak de seneste år, kom os til undsætning. Dinero har altid lidt af seperationsangst og måtte under Veteranas sygdom stå i endnu en hjemmelavet paddock-fold udenfor hendes åbne vindue. Vi lukkede Dinero og Leyenda sammen, da vi skulle tage afsked med Veterana. Dinero stod helt stille og så hende falde, og efter et par minuttet udstødte han et højt prust, stejlede op i luften og kastede med hovedet. Leyenda stod ved Veterana og forsøgte at få den sidste tår mælk fra hende, som hun lå der stiv midt på plænen. Føllet fik lov at blive ved Veterana i ca. en halv time, imens Dinero stod i baggrunden og holdt øje med dem begge. Efter den halve time gik Dinero lige så stille hen til Leyenda og tog hende med. Således skildrer Heidi den rørende scene, hvor et nyt bånd imellem to heste opstod. Hun fortsætter og fortæller:
– Leyenda kendte ikke til livet udenfor, og nu stod hun derude under den åbne himmel ved siden af sin mor, der aldrig ville komme tilbage, sammen med en gammel gnavpot af en hest, hun kun havde set igennem et vindue. Vi anede ikke, hvordan det ville gå, men Dinero veg ikke langt fra føllets side, og det blev hurtig tydeligt, at han nu havde påtaget sig opgaven som plejefar.
Derfor valgte avlerparret, at de ikke skulle ud og lede efter en ammehoppe, da Dinero aldrig ville tillade det. Leyenda var heldigvis blevet fortrolig med flasken og fik mælk hver anden time. Hun knyttede hurtigt bånd til Dinero, og da det blev lyst, kom hun for første gang på fold under beskyttelse af den tidligere avlshingst.
– Det var frygteligt at stå midt i det, som enhver avler frygter, men det var også nærmest magisk at se, hvordan vores gammel og sære men også meget kærlige vallak lyste op og nu havde fået en ny mission i livet. Leyenda og Dinero bor stadig sammen i samme boks, selvom hun godt kunne begynde fravænningen nu. Det er planen, at de fortsætter med dette i lang tid fremover, da Leyenda nu endelig kan være tryg. Det er som at se en teenagepige med sin far, når man ser det umage par sammen. Dinero forsøger at opdrage, og Leyenda plager ham, til han til sidst giver op, og hun får sin vilje. Leyenda har vokset sig til en kærlig og tillidsfuld hoppe, og det er lykkedes Dinero at præge og opdrage hende så godt, at hun ikke har ”flaskeføl”-nykker. Det ses ikke længere, at hun fik en lidt hård start på livet, fortæller Heidi og siger:
– Det har været noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mine 30 år med heste – men også noget af det mest givende. Det har været magisk at være tilskuer til ”far med føl”. Leyenda skal blive her på Trekroner og forhåbentligt bære sin mors unikke linjer og kærlige sind videre, afslutter Heidi den rørende historie fra det lille stutteri.
