Svalegårds De Luxe til Florida

03-06-2014 11:04

Den succesfulde 6-årige DV-hest Svalegårds De Luxe er netop solgt fra Katrinelund til USA og skal videreuddannes af en dansk landsholdsrytter

Copyright Ridehesten.com
Mette Svare Ehlers og Svalegårds De Luxe.

Katrinelund har netop solgt den 6-årige dressurhest Svalegårds De Luxe e. De Noir/ Pari-Ace Dane (opdr. Else-Marie & Jens Chr. Krabbe) til USA. Det er en af berider Lars Petersens kunder, der har investeret i hesten, og det er den danske landsholdsrytter selv, der skal forestå hestens uddannelse. Den sortbrune vallak er netop i dag leveret på Blue Hors, som er Lars Petersens midlertidige base, og den rejser med over Atlanten, når Lars vender tilbage til sit dressurcenter i Florida senere på sommeren.

Svalegårds De Luxe er avlet på Stutteri Svalegård v/ Marie og Jens Chr. Krabbe, der også har ejet hesten frem til salget til USA. De Luxe er uddannet af berider Mette Svarre Ahlers, som har haft succes med hesten ved egnethedstest, unghestechampionater og DRF's dressurchampionater. Hesten er solgt fra Katrinelund v/ Ib Kirk.

- Det er vores oplevelse, at hestesalget til USA så småt er på vej tilbage. De importerede heste i USA er blevet ældre, og det er tydeligt, at de begynder at skifte dem ud nu, erfarer Ib Kirk.

Svalegårds De Luxe er trukket på hoppen Stjerne Askelund, der sidste år havde to afkom med til EM i Herning, nemlig Tailormade Akon Askelund e. Akinos og Madonna Askelund e. De Noir. Selv er Stjerne Askelund efter Pari-Ace Dane / Landesfürst / Aspirant - en afstamning der i en tid med fokus på international præstationsavl ikke vækker stor opsigt, men man skal ikke lade sig snyde, for som det ofte er set før, ligger hemmeligheden i hoppestammen. Stjernes oldemor hedder Virginia og er efter Ibsen. Denne elitehoppe er bedre kendt som mor til flere Grand Prix-dressurheste, og ikke mindst en af verdens bedste, nemlig Mistral Højris.

Læs artiklen om Stutteri Svalegård v/ Marie og Jens Chr. Krabbe i magasinet Ridehesten 07/2013 s. 68.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner