Super succesfuld elitefølauktion

09-08-2022 19:38
Avl

Stemningen og købelysten var i top i Boxen under Dansk Varmblods Elitefølauktion, præsenteret af Dansk Hesteforsikring, og det blev en aften med mange prismæssige højdepunkter

I en feststemt Boxen blev der i aften solgt føl til stamkunder og nye kunder, danske kunder og udenlandske kunder fra bl.a. Norge, Canada, USA og Sverige. Blandt stamkunderne var Frandsbjerg Horses ved Søren Rasmussen, der efter sit første køb udtalte "Vi plejer jo at købe årets springhingsteføl", og det gjorde de igen i år. Blandt de nye købere var bl.a.  North Zealand Horses, der erhvervede sig tre føl.

87% af føllene skiftede ejer, og de solgte føl gik for en imponerende gennemsnitspris på 18.750 euro (knap 140.000 kr.).

Vi er ovenud tilfredse med resultatet og hele aftenen. Aldrig før har vi oplevet så stor interesse fra salen, hvor vi havde rigtig mange udenlandske gæst. Det gav en fantastisk stemning, udtaler formand for auktionsudvalget Ulrik Kristensen.

Opdateret kl. 21.03:

Hingsteføllet Strauss e. So Perfect/Tailormade Temptation (opdr. Hanne Hertzberg, Lena og Ulrik Kristensen) er nu solgt til canadiske Vicky Lavoie for 36.000 euro. Den canadiske køber ejer i forvejen mange dressurheste indkøbt i Danmark, og hun har tidligere været køber af føl til toppriser på N.I.S.-auktionen.

Opdateret kl. 20.15:

Blue Hors har erhvervet hoppeføllet Hygum's Ziggie e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Zack (opdr. Tine og Henning Lygum Jensen, Haderslev) for 35.000 euro.

Opdateret kl. 20.04:

Grand Prix-dressurrytter Anna Zibrandtsen har erhvervet sig endnu et fantastisk hoppeføl, nemlig Årets dressurhoppe Terpling's Tiffany e. Total Hope/ Zonyx OX (opdr. Heima Poulsen, Glejbjerg) for 46.000 euro.

Opdateret kl. 19.56:

Amerikanske Rachel Franks har nu også købt det andet hoppeføl efter Glamourdale, nemlig det underskønne Gravity (opdr. SMT-Maskiner i Tønder), der efter en spændende budduel med online-bydere blev solgt for 71.000 euro.

Opdateret kl. 19.45:

Dressurrytter Anna Zibrandtsen gjorde et meget lovende køb ved at investere i Lykke Ariana e. Fynch Hatton/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Kim Lykkegaard Andersen) for at hammerslag på 30.000 euro. Anna Zibrandtsen har flere gange udvalgt sig første klasses hoppeføl på Elitefølauktionen og har uddannet et af sine indkøbte hoppeføl fra Elitefølauktionen til S-niveau.

Opdateret kl. 19.38:

Hidtil dyreste springføl er nu solgt til Frandsbjerg Horses, der nu er ejerne af Årets springhingsteføl, Lerskovs Dialon e. Diablue PS/Colman (opdr. Rikke Meyer Jensen, Rødekro), der fik hammerslag på 32.000 euro. Frandsbjerg Horses er de hyppigste købere af springføl på Dansk Varmblods auktioner.

Opdateret kl. 19.25:

Første føl til at få hammerslag på over 20.000 euro blev Glamourdale-datteren Dina Guldbjerg (opdr. Henning Stuhr Petersen, Bogense), der blev solgt for 24.000 euro til amerikanske Rachel Franks.

Følg auktionens bud her.

Copyright Ridehesten.com
Årets springhingsteføl Lerskovs Dialon blev erhvervet af Frandsbjerg Horses. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner